Tiltalte i sagen om hærværk og hadforbrydelser på Østre Kirkegaard i Randers
LOU Advokater følger fortsat sagen, hvor den jødiske del af Østre Kirkegaard i Randers en weekend i november 2019 blev udsat for hærværk. Hændelsen foregik kun få kilometer fra vores kontor i Randers, og nu er de to mænd, der tidligere var sigtet i sagen, også blevet tiltalt.
Hærværk og hadforbrydelse
De to mænd blev fornyeligt tiltalt for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om hærværk, hadforbrydelse og krænkelse af gravfreden.
Sagen omhandler, at der i løbet af natten mellem den 9. november 2019 og den 10. november 2019 blev kastet maling på 84 gravsten i den jødiske del af Østre Kirkegård samt på en bygning, der bærer en jødisk davidsstjerne, ligesom flere sten blev væltet, og der var blevet klistret en gul stjerne med teksten ’’Jude’’ på en gravsten.
Tiltalen mod de to mænd indebærer, at anklagemyndigheden nu har vurderet, at der er beviser nok til at få de to mænd dømt, og sagen sendes derfor til retten med et anklageskrift.
Vi har tidligere været inde på, hvad strafferammen er for disse lovovertrædelser. Hvis du ønsker at læse mere om det, henviser vi til vores nyhedsbrev ’’Hærværk og hadforbrydelser i Randers’’.
Som det fremgår af nyhedsbrevet, kan der være tale om en høj straf, hvis de to mænd bliver dømt for lovovertrædelserne. I nyhedsbrevet redegør vi ligeledes for bestemmelserne, og hvad de betyder.
Janni Norup, advokat og Johanne Holm, advokatfuldmægtig
Den 7. maj 2020