Standardbetingelser I – Generelt

”Det som (nogle gange) står med småt”.

Virksomheder anvender i vidt omfang standardbetingelser ved salg af varer samt tjenesteydelser, dette under forskellige betegnelser, såsom ”salgs- og leveringsbetingelser”, ”handelsbetingelser”, ”forretningsvilkår” og lignede betegnelser.

Formålet med at anvende standardvilkår er, at man herved ikke skal fastlægge alle relevante vilkår hver gang der indgås aftale med virksomhedens kunder, hvad enten der er tale om køb af løsøre eller levering af en tjenesteydelse. Standardvilkår vil aldrig stå helt alene, og det vil altid være nødvendigt med visse specifikke aftalevilkår, eksempelvis hvilken nærmere vare der indgås aftale om salg af, leveringstid, pris eller lignende.

Behov for standardvilkår?

For aftaler om køb af løsøre findes der forholdsvist detaljerede regler, nemlig reglerne i Købeloven, som tager stilling til en lang række af de spørgsmål, der kan opstå for aftaler om køb, eksempelvis regler om mangler ved salgsgenstanden, forsinkelse med levering og tidspunktet for betaling. Derudover findes der for specifikke brancher og områder særlige kutymer, som vil gælde for køb, der ligger indenfor de pågældende brancher/områder. Tilsvarende findes der regler og kutymer, som gælder for aftaler om levering af tjenesteydelser. Fælles for reglerne og kutymerne er, at disse vil gælde i forholdet mellem parterne, hvis ikke andet er er aftalt.

Nævnte regler og kutymer er grundlæggende fornuftige, eftersom disse er baseret på en balance mellem på den ene side den virksomhed, som sælger en vare/tjenesteydelse, og på den anden side virksomhedens kunde. Med andre ord er reglerne udtryk for, hvad der gennemsnitligt og i almindelighed er rimeligt set med begge parters øjne.

Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er nødvendigt at anvende standardvilkår, når nu de almindelige regler som anført er fornuftige og rimelige?

Svaret er typisk ja. For langt de fleste virksomheders vedkommende vil der således være konkrete og saglige begrundelser for, at man gennem standardvilkår tilpasser, præciserer eller fraviger de almindelige regler.

En virksomhed kan indgå aftaler, der omfatter både køb af løsøre samt levering af tjenesteydelser, f.eks. en leverance af hardware kombineret levering af særligt udviklet software samt montering/installation af den samlede løsning. Her vil der være behov for at undgå tvivl om, hvorvidt aftalen er reguleret efter købeloven eller andre regler, typisk de regler, der gælder for tjenesteydelser. Dette da de forskellige regler kan føre til vidt forskellige resultater.

Derudover kan en virksomhed have et sagligt begrundet behov for at begrænse det ansvar, der vil være en konsekvens af, at der viser sig at være mangler ved en leveret vare, eller at en tjenesteydelse ikke kunne leveres som aftalt.

Er standardvilkår en del af parternes aftale? – urimelige vilkår

Standardvilkår bliver ofte mødt med indsigelser om, at vilkårene ikke er aftalt eller ikke er tydelige (det som står med småt, og det som ingen læser), eller at et eller flere at de vilkår, der nærmere fremgår af standardvilkårene, er urimelige fsv. angår kundens retsstilling.

Det første spørgsmål er grundlæggende, om standardvilkårene kan anses for at være en del af parternes aftale eller ej. Dette reguleres efter de almindelige aftaleretlige regler. Om netop dette spørgsmål består der en forholdsvis omfattende retspraksis.

Afgørende er oftest, hvorvidt køber (ved køb) er blevet gjort bekendt med standardvilkårene inden, eller senest samtidig med, at aftalen om købet indgås. Er dette ikke tilfældet, kan man se bort fra vilkårene.

I mange tilfælde forholder det sig sådan, at køber, måske ikke er, men kunne være eller burde være blevet bekendt med vilkårene, enten ved at der er henvist til disse i ordrebekræftelsen, som kan være optrykt på bagsiden eller særskilt vedlagt, hvilket var tilfældet før i tiden, eller i dag derved, at standardvilkår fremgår af virksomhedernes hjemmesider og andre steder, navnlig i forhold til onlinebestillinger.

Det er nok de færreste, der ved et onlinekøb kan sige sig fri for (kritikløst) at have afkrydset en rubrik der angiver ”Jeg bekræfter herved at jeg har læst og forstået virksomhedens salgs- og leveringsbetingelser, der gælder for nærværende køb”, selvom dette ikke er tilfældet – altså at man ikke gør sig ulejlighed med at klikke på linket til salgs- og leveringsbetingelser og læst disse nøje. Det tager for lang tid og er kedeligt.

På den ene side kan det gøres gældende, at kunden bekræfter/accepterer standardvilkårene, ligesom kunden i hvert fald har haft mulighed for at sætte sig nærmere ind i disse, hvorfor bordet fanger – heroverfor står, at de fleste virksomheder er klar over, at de fleste kunder rent faktisk ikke læser standardvilkårene, og derfor bekræfter noget, som ikke er rigtigt.

Domstolene fastslår generelt, at har en kunde ved onlinehandel kvitteret for salgs- og leveringsbetingelser som anført ovenfor, så er kunden forpligtet af disse, men domstolene har samtidig fastslået, at enkelte bestemmelser i salgs- og leveringsbetingelser, uanset dette, kan føre til et så urimeligt resultat for kunden, at den eller de specifikke bestemmelser skal tilsidesættes helt eller delvist.

Tilrettelægger en virksomhed sine forretningsgange for standardvilkår på fornuftig vis, eksempelvis ved anvendelse af en clickbox for salgs- og leveringsbetingelser, da vil disse således være gældende som en del af aftalen, men virksomheden bør være opmærksom på, at der i vilkårene ikke bør findes bestemmelser, som er så urimelige (stiller kunden urimeligt ringe), at der er risiko for at disse tilsidesættes.

Hvor grænsen går, kan ikke siges entydigt, men der vil typisk være nogle vilkår, som er i stor risiko for at blive tilsidesat, mens andre vilkår alene vil være en risiko, såfremt der ud fra de øvrige konkrete omstændigheder vil være grundlag herfor.

Der vil senere komme en forsættelse til nærværende indlæg, hvor andre relevante emner i forhold til standardvilkår vil blive omtalt, f.eks. de nævnte spørgsmål om begrænsning af ansvar samt om grænserne for, hvad der kan anses for være rimelige standardvilkår, såvel juridisk som forretningsmæssigt.

Nicolai A. Clausen, advokat & Birgitte Buchtrup Bjørnbak, advokatfuldmægtig
27. februar 2019