Skattefrie lejlighedsgaver
Gaver til nærtstående og gaver til ikke-nærtstående
Når man snakker afgift og beskatning i forhold til gaver, skal der skelnes mellem gaver til henholdsvis nærtstående og til ikke-nærtstående. Overfor nærtstående kan man nemlig give gaver afgiftsfrit, forudsat at summen af årets gaver ikke overstiger et bundfradrag på 64.300 kr. (2018-niveau). Herefter skal der, for den overskydende del, betales en gaveafgift.
For så vidt angår gaver til ikke-nærtstående, gælder der derimod intet bundfradrag, hvorfor der skal betales indkomstskat af hele gavens værdi, hvis denne overstiger det såkaldte ”efter forholdene naturlige niveau for lejlighedsgaver”. Hvor dette niveau ligger beløbsmæssigt, er imidlertid uafklaret, hvorfor man må tage udgangspunkt i relevant retspraksis.
Checks fra velhavende svigerinde oversteg niveauet for sædvanlige lejlighedsgaver
Afgørelsen fra Landsskatteretten, som der henvises til ovenfor, omhandlede en kvinde, som over 3 år (2010-2012) havde modtaget checks på henholdsvis 25.000, 50.000 og 50.000 kr. fra sin velhavende svigerinde i England. Svigerinden (gavegiveren) udtalte i sagen, at disse beløb var blevet givet med henblik på at skulle udgøre både fødselsdagsgaver og julegaver, med et beløb på 25.000 kr. til hver lejlighed. Lignende checks var blevet udstedt til kvindens børn, som således var svigerindens nevøer og niecer. Selvom kvindens repræsentant under sagen gjorde gældende, at størrelsen på disse gaver var ganske naturlig for svigerinden henset til dennes formue, fandt Landsskatteretten, at værdien af de pågældende gaver oversteg, hvad der kunne betragtes som ”det efter forholdene naturlige niveau for en lejlighedsgave”.
Selvom Skatteankestyrelsen havde anført under sagen, at et beløb på 5000 kr. måtte kunne anses som en ”passende niveau” for en lejlighedsgave, og at det derfor kun var den del af gaverne, som oversteg dette beløb, der skulle beskattes, gjorde SKAT alligevel gældende, at der skulle ske beskatning af det fulde beløb, når denne ”passende” beløbsgrænse var overskredet, hvilket blev tiltrådt af Landsskatteretten. Ligeledes tiltrådte Landsskatteretten, at kvinden, ved den manglende selvangivelse af gaverne, havde handlet groft uagtsomt og derfor ikke blev omfattet af de almindelige forældelsesregler, hvorfor der kunne indkræves skat for alle 3 år. Hertil blev det bemærket, at kvindens manglende kendskab til de relevante skatteregler var uden betydning.
Selvom SKAT ligger til grund i sagen, at der ikke gælder nogen fast beløbsgrænse, er det fortsat værd at bemærke, at Skatteankestyrelsen anfører, at 5000 kr. må betragtes som et ”passende niveau” for lejlighedsgaver om året, idet en sådan indstilling åbner op for den mulighed, at der vil blive henvist hertil i efterfølgende sager på området.
Janni Norup, advokat og Kristina Karstensen, stud.jur.
31. oktober 2018