Skatteforhold
Der findes i dansk skatteret en almindelig grundsætning om, at Civilretten styrer Skatteretten. Grundsætningen indeholder den almindelige logik, at en skatteyder ikke kan sættes i skat af en indtægt, før der er indgået en aftale eller anden disposition mellem to parter, der giver den ene af parterne ret til at modtage det pågældende beløb. Forestiller man sig eksempelvis en ansættelsesaftale, er grundlaget for indkomstbeskatning af lønmodtageren naturligvis den løn, parterne er blevet enige om, og som fremgår af ansættelseskontrakten.
Der findes dog en lang række eksempler på, at der kan udledes skatteretlige konsekvenser af en disposition uafhængigt af, hvorledes parterne selv har reguleret forholdet. Som eksempel kan nævnes, at forældre kan sættes i skat af en fiktiv lejeindtægt, hvis man vælger at stille en bolig til rådighed for sine børn uden at modtage husleje.
Den omtalte styrende funktion af Civilretten i forhold til Skatteretten medfører samtidig, at parterne ikke frit kan omgøre eller tilbagekalde en disposition. I princippet er der derfor tale om, at når først et dokument er underskrevet, så ”fanger bordet” så at sige, idet de skatteretlige konsekvenser af aftalen udløses umiddelbart ved aftalens indgåelse.
I forbindelse med overdragelse af formuegoder mellem interesseforbundne parter, består der en særlig problemstilling vedrørende værdiansættelse af det pågældende formuegode. Det er således ofte forekommende, at eksempelvis forældre kan have interesse i at overdrage et hus eller en lejlighed til et barn til en nedsat pris. Her burde reglen om Civilrettens styrende virkning betyde, at det står parterne frit for at aftale prisen på lejligheden. Skattemyndighederne er dog ikke bundet af parternes egen prisfastsættelse. Den velkendte regel om, at overdragelse af fast ejendom mellem interesseforbundne parter accepteres af Skattemyndighederne, såfremt prisen ligger indenfor +/-15% af den offentlige ejendomsvurdering, kan anvendes som eksempel. Såfremt parterne har fastsat en pris, der ligger udenfor +/- 15% intervallet, er konsekvensen, at sælgeren sættes i skat svarende til, at ejendommen havde været handlet til markedsværdi – altså uafhængigt af den faktiske betaling mellem parterne.
Som følge af Skattemyndighedernes mulighed for at værdiansætte et formuegode ud fra betragtninger om markedsværdien for det pågældende formuegode, kan det være fornuftigt at tage et såkaldt skatteforbehold. Dette er dog typisk kun relevant ved overdragelse mellem interesseforbundne parter, idet der selvsagt gælder en formodning om, at ikke-interesseforbundne parter handler på markedsvilkår.
Overdrages der derimod aktiver mellem interesseforbundne parter, bør det typisk altid anbefales, at der indsættes et skatteforbehold direkte i aftalegrundlaget mellem parterne. Herved sikres, at parterne har mulighed for at træde tilbage fra aftalen, såfremt man ikke ønsker at indrette sig efter den værdiansættelse, Skattemyndighederne når frem til.
Skatteforvaltningsloven indeholder regler vedrørende skatteforbehold. Det er afgørende, at parterne præcis har beskrevet, hvilken konsekvens det skal have for parternes aftale, såfremt Skattemyndighederne ikke kan godkende den værdiansættelse af aktivet, som parterne selv er kommet frem til. I den forbindelse vil man typisk skrive, at parterne forbeholder sig ret til enten at indrette dispositionen i overensstemmelse med Skattemyndighedernes værdiansættelse, alternativt at parterne forbeholder sig ret til hver for sig, at træde tilbage fra aftalen.
Det kan generelt anbefales, at skatteforbeholdet indsættes direkte i den kontrakt, der regulerer de civilretlige forhold mellem parterne – f.eks. købsaftalen vedrørende overdragelse af en fast ejendom, eller overdragelsesaftalen vedrørende overdragelse af en virksomhed fra forældregenerationen til børnene.
Carsten Palsgaard, advokat.
13. februar 2019