Produktefterligning: Klient frifundet på grund af retskraft
Retten i Randers har netop afsagt dom i en såkaldt bevissikringsopfølgningssag, som har et årelangt sagsforløb bag sig.
Sagen omhandlede to produktionsvirksomheder, der begge producerer produkter til kornindustrien. Sagen ved Retten i Randers er en del af et større sagskompleks, der har verseret i mere end 15 år.
Ved Retten i Randers’ dom blev vor klient frifundet på grund af retskraft.
Sagsforløb
I 2007 blev vor klient mødt med et søgsmål om, at vor klient efterlignede en konkurrerende virksomheds produkter i strid med markedsføringsloven. Sagen var af stor betydning for vores klient, der blev stævnet med påstand om erstatning i millionklassen.
Retten i Randers fandt ved dom af 17. juni 2011, at vor klient havde handlet i strid med markedsføringsloven. Byrettens dom blev anket til landsretten, hvor den verserede i ti år.
Mens landsretssagen verserede, blev der anlagt endnu en sag mod vor klient (af samme modpart), denne gang en såkaldt bevissikringssag.
Bevissikringssagen blev efterfølgende fulgt op af en bevissikringsopfølgningssag, den ovenfor nævnte sag ved Retten i Randers. Det er denne sag, vor klient netop har vundet på grund af retskraft.
Når vor klient kunne vinde sagen ud fra begrebet retskraft, skyldes det følgende:
Landsrettens dom
Landsretten frifandt den 18. februar 2021 vor klient i den ankesag, der blev anlagt efter byretsdommen af 17. juni 2011.
Under sagen tilkendegav modparten, at man ønskede, at landsretten skulle tage ”samtlige produkter” under behandling. Der var i alt tale om 43 produktnumre, solgt i perioden 2004-2015.
Landsretten fandt, at det ikke var bevist, at modpartens industriprodukter havde et sådant særpræg, at de var beskyttet efter markedsføringsloven.
Modpartens nye (bevissikringsopfølgnings)sag ved Retten i Randers vedrørte også samtlige produkter, blot ændret til at vedrøre perioden 2015-2020.
Retskraft betyder, at det ikke er muligt at anlægge en ny sag, som reelt set vedrører det samme spørgsmål.
Idet Landsretten allerede én gang havde taget ”samtlige produkter” under påkendelse for årene 2004-2015, fandt Retten i Randers, at retten herved skulle tage stilling til de samme spørgsmål, som landsretten netop havde taget stilling til. Nu blot for en ny periode, årene 2015-2020. Det skal nævnes, at der ikke var produceret nye produkter i perioden 2015-2020.
Der forelå derfor retskraft og vor klient blev frifundet.
Sagens videre forløb
Sagen har alene fået et foreløbigt punktum, da modparten har anket Retten i Randers’ dom om retskraft til Vestre Landsret.
LOU Advokater har særskilt kæret omkostningsafgørelsen, da de tilkendte omkostninger ikke ses at modsvare de udgifter, vor klient har haft til det årelange sagsforløb. Sagen bliver spændende at følge, idet den dels vedrører det juridiske begreb retskraft, dels spørgsmålet om udmåling af sagsomkostninger for sager omfattet af markedsføringsloven.
Ved spørgsmål så kontakt meget gerne advokat John H. Jeppesen (je@lou.dk) eller advokat Camilla Moe Thorup (cmt@lou.dk).