Pensioner og livsforsikringer
Har du styr på, hvem du har begunstiget i dine pensioner og livsforsikringer?
Det afhænger nemlig af din pensions- og/eller forsikringsaftale hvem, der skal modtage udbetalingen i tilfælde af din død.
I modsætning til hvad mange tror, så regulerer Arveloven ikke hvad, der skal ske med pensioner og livsforsikringer i tilfælde af død. Det betyder, at du selv skal sørge for at have styr på hvem, der modtager dine pensioner og livsforsikringer i tilfælde af din død, også selvom du har oprettet et testamente. Det afgørende er nemlig hvem, der står nævnt som begunstiget.
Det er derfor vigtigt, at du har styr på hvem, der er begunstiget i dine pensioner og livsforsikringer, da der oftest er tale om store beløb, der i værste fald bliver udbetalt til en person, som du ikke ønsker skal have udbetalt pengene.
Har du indsat en specifik begunstiget, er det vigtigt, at du løbende overvejer, om det er denne eller de personer, som du fortsat ønsker skal have udbetalt pengene.
Har du ikke indsat en specifik begunstiget, vil det typisk være ’’nærmeste pårørende’’, som pengene udbetales til.
Hvad der anses som ’’nærmeste pårørende’’ afhænger af, om dine pensioner og/eller livsforsikringer er oprettet eller ændret efter den 1. januar 2008 eller før.
Hvis den er oprettet eller ændret efter den 1. januar 2008, vil din ’’nærmeste pårørende’’ være i prioriteret rækkefølge:
- Din ægtefælle/registreret partner,
- din samlever, hvis I har boet sammen i mindst to år, eller I bor sammen og venter, har eller har haft barn sammen,
- dine børn, børnebørn eller oldebørn,
- dine arvinger efter testamente, eller
- dine arvinger efter Arveloven.
Det betyder, at den første i rækken til at modtage pengene er din ægtefælle/registreret partner. Hvis du ikke har en ægtefælle/registreret partner, vil din samlever modtage pengene, hvis I opfylder de nævnte betingelser osv.
Du skal især være opmærksom på, at din samlever, hvis I opfylder de nævnte betingelserne, får prioritet over dine børn, hvis dine pensioner og livsforsikringer er omfattet af den nye ordning efter den 1. januar 2008.
Det betyder, at dine pensioner og livsforsikringer udbetales til din samlever i tilfælde af din død, og ikke dine børn. Hvis du ønsker, at det i stedet er dine børn, der skal have udbetalt dine pensioner og livsforsikringer, skal du altså have indsat dem som begunstiget.
Hvis dine pensioner eller livsforsikringer er oprettet eller ændret før den 1. januar 2008, vil din ’’nærmeste pårørende’’ være de samme som ovenstående, men uden din samlever.
For at få styr på hvem, der står der nu og for at ændre det, skal du kontakte dit pensions- eller forsikringsselskab. Hvis du ønsker at ændre den begunstigede, så skal du skriftligt oplyse selskabet om det.
PENSIONER & LIVSFORSIKRINGER, Janni Norup, advokat
6. maj 2018