Patienterstatning
Patienterstatning – mulighed for genoptagelse af sager, hvor regionen tidligere har krævet tilbagesøgning af allerede udbetalt erstatning.
Risiko ved klage over Patienterstatningens afgørelse.
Ankenævnet for Patienterstatningen kan være enig i Patienterstatningens afgørelse eller ændre den, så erstatningen forhøjes eller nedsættes. Ankenævnet kan også ændre den oprindelige afgørelse, så hele erstatningen bortfalder og skal tilbagebetales.
Bortfalder eller nedsættes erstatningen, har domstolene tidligere anerkendt, at Patienterstatningens klagevejledning, hvor muligheden for frakendelse af den tilkendte erstatning er beskrevet, er tilstrækkeligt grundlag for regionens krav om tilbagesøgning.
Ovennævnte retstilstand har i mange tilfælde haft den konsekvens, at en erstatningssøgende, der efter Patienterstatningens afgørelse, men før ankenævnets afgørelse har fået udbetalt erstatning, er blevet mødt med et tilbagebetalingskrav i de tilfælde, hvor ankenævnet efterfølgende har nedsat eller frakendt retten til erstatning.
Højesteretsdomme af 7. december 2017.
Højesteret har i 2 domme fra 7. december 2017 skærpet betingelserne for, om regionen i sager om patienterstatning (og dermed staten i sager om lægemiddelskader) kan kræve den udbetalte og senere frakendte erstatning for en patientskade tilbagebetalt.
De to sager angik den samme situation, nemlig at Ankenævnet for Patienterstatningen havde frakendt retten til den erstatning, som Patienterstatningen havde tilkendt den erstatningssøgende og at regionen på det grundlag havde krævet den allerede udbetalte erstatning tilbagebetalt.
I begge sager anførte Højesteret, at spørgsmålet om tilbagebetaling skulle afgøres efter de almindelige regler om tilbagesøgning. To elementer blev herefter afgørende for Højesterets vurdering af sagen, nemlig om regionen tog et konkret tilbagebetalingsforbehold ved udbetalingen af den erstatning, som senere blev søgt tilbagebetalt og om den erstatningssøgende var i god tro på tidspunktet for udbetalingen.
Højesteret fandt ikke, at regionen havde taget et konkret tilbagebetalingsforbehold og bemærkningerne i Patienterstatningens klagevejledning om, at erstatningssøgende kunne risikere, at ankenævnet ændrede den oprindelige afgørelse, så hele erstatningen skulle tilbagebetales, ændrede ikke herved.
På baggrund af de to domme kan det sammenfattende konkluderes, at Patienterstatningens klagevejledning ikke som tidligere antaget er tilstrækkelig eller afgørende for, om regionen eller ministeriet kan kræve den udbetalte erstatning tilbagebetalt.
Genoptagelse af tidligere afgjorte sager.
Den tidligere praksis som domstolene har anerkendt, nemlig at Patienterstatningens klagevejledning er tilstrækkelig i forhold til mulighederne for tilbagesøgning, kan efter højesteretsdommen ikke længere opretholdes.
Det forventes ikke regionerne eller ministeriet af egen drift vil/skal genoptage de sager, hvor der er truffet afgørelse om tilbagebetaling af frakendt erstatning eller at regionerne eller ministeriet vil/skal informere den erstatningssøgende konkret om muligheden for administrativ genoptagelse.
Det er derfor nødvendigt, at den erstatningssøgende selv henvender sig med anmodning om administrativ genoptagelse.
Resultatet af genoptagelsen er ikke givet på forhånd og den nye afgørelse kan føre til både frafald og fastholdelse af tilbagebetalingen.
Tilbagebetalingskravet er underlagt den almindelige forældelsesfrist på 3 år. Fristen løber fra den dag, hvor den erstatningssøgende tilbagebetalte beløbet til myndigheden.
ERSTATNING, Henrik Ejlersen, advokat.