Nye regler for spirituskørsel
Hvornår kan politiet foretage konfiskation af et motorkøretøj, hvortil der kræves kørekort, i forbindelse med spirituskørsel eller kørsel efter, at der er taget bevidsthedsudvidende stoffer (for eksempel narko eller medicin)? Og hvilke konsekvenser har det egentlig for føreren og ejeren af bilen? Det ser vi nærmere på her.
Folketinget har netop skærpet reglerne for konfiskation af køretøjer ved spirituskørsel og kørsel uden kørekort. Ændringen trådte i kraft den 1.juli 2014. Skærpelsen har til formål at gøre det nemmere for politiet at foretage konfiskation og derved forebygge spirituskørsel.
Reglerne
Reglerne for konfiskation af køretøjer findes i Færdselsloven § 133a. Fremover skal politiet foretage konfiskation, hvis den spirituspåvirkede har kørt med en promille i blodet på over 2,0 ved første kørsel.
Der vil som udgangspunkt ske beslaglæggelse straks, og efterfølgende konfiskation. Reglen er obligatorisk og kan ikke fraviges. Reglen trådte i kraft den 1. juli 2014.
Har den spirituspåvirkede tidligere gjort sig skyldig i kørsel med en promille i intervallet 0,5 til 1,20, hvilket vil sige, føreren er ved den lejlighed idømt en betinget frakendelse af kørekortet.
Betinget frakendelse vil sige, at føreren, hvis han består en ny køreprøve inden for tre måneder, har ret til fortsat at køre bil eller andet køretøj, hvortil der kræves kørekort. Kører føreren inden for tre år efter en betinget frakendelse med en promille på over 1,2, vil dette medføre en frakendelse af retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort samt en konfiskation af bilen.
Ved at fjerne bilen, fjernes det våben, som er i hænderne på den ekstremt berusede person, og som i værste fald kan være dødeligt. Det er baggrunden for konfiskation.
Konfiskation af bil
Ejerforholdet er ikke altid det afgørende for, om politiet kan konfiskere bilen, da bilen også kan konfiskeres fra en anden end den, der har kørt bilen.
Afgørende er, om den spirituspåvirkede regelmæssigt har adgang til bilen, og at det er almindelig kendt, at der køres spirituskørsel i bilen.
Eksempelvis låner man sin bil ud til sin søn/datter, ægtefælle eller kollega, og de kører spirituskørsel i bilen, og ejeren af bilen er bekendt med det uden at skride ind, har politiet mulighed for at konfiskere bilen.
Hertil bemærkes, at politiet skal bevise, at køretøjet regelmæssigt benyttes af den spirituspåvirkede, og denne bevisbyrde kan være relativ svær at løfte for politiet.
Samtidig bør den spirituspåvirkede være opmærksom på, at politiet har lov til at konfiskere andre motorkøretøjer end det ved overtrædelsen anvendte køretøj.
Hvis man gentagne gange er taget for spirituskørsel og på ny bliver taget for spirituskørsel måske i et lånt køretøj. Som udgangspunkt er det nok undtagelsen, at en person, der er taget flere gange for spirituskørsel, har garagen fyldt op med indregistrerede køretøjer.
Tilsvarende regler gælder for kørsel under indflydelse af bevidsthedsudvidende stoffer (narkotika) eller en kombination af kørsel med henholdsvis bevidsthedsudvidende stoffer og alkohol.
Men har vedkommende en firehjulstrækker til fritidsfornøjelser (jagt, fiskeri), en almindelig personbil som familiebil og en Harley Davidson motorcykel til fornøjelsesture, risikerer vedkommende at få samtlige køretøjer konfiskeret, selv om de ikke er anvendt til spirituskørsel.
Færdselsloven bestemmer, at et køretøj, hvortil der kræves kørekort, der ejes af den person, der har begået overtrædelsen, kan konfiskeres, selv om køretøjet ikke er anvendt ved overtrædelsen.
Konfiskation har den konsekvens, at bilen herefter vil blive solgt på auktion. Indtægten fra bilen tilfalder staten, og for ejeren har det den økonomiske konsekvens, at bilens værdi er gået tabt.
Panthaver og leasingselskab
Særlig sikrede rettigheder over motorkøretøjer berøres som udgangspunkt ikke af en konfiskation.
Har man eksempelvis leaset en bil, kan den leasede bil, i tilfælde af spirituskørsel og betingelserne for konfiskation i øvrigt er til stede, blive beslaglagt af politiet, for derefter at blive afleveret tilbage til leasingselskabet, der er ejer af bilen.
Aftalen mellem leasingselskabet og føreren af bilen bliver som udgangspunkt herved misligholdt, hvorefter leasingselskabet udarbejder en opgørelse over selskabets tab, hvilket beløb herefter afkræves føreren af bilen.
Selv om leasingselskabet har fået bilen tilbage vil en tilbagediskontering af de fremtidige leasingydelser ofte være et anseligt beløb, som føreren af bilen herefter skal betale leasingselskabet.
Har et finansieringsselskab eksempelvis pant i en beslaglagt bil, hvor betingelserne for konfiskation er til stede, vil bilen blive solgt, og provenuet vil helt eller delvist blive udbetalt til panthaveren, og et eventuelt overskydende beløb vil tilfalde Statskassen.
Fremover
Som nævnt er der forskellige konsekvenser for bilejerne afhængigt af, om de ejer bilen eller har købt bilen med tinglyst underpant, eller bilen er leaset.
Konfiskationsreglerne medfører en alvorlig økonomisk konsekvens for føreren af bilen under alle omstændigheder.
Ved samtlige af de ændringer af færdselsloven, der omhandler konfiskation de sidste ti år, er der sket skærpelser af bestemmelserne. Det må påregnes, at der ligeledes fremover vil ske skærpelser på området.
Det anbefales, at man tænker sig særdeles grundigt om, inden man sætter sig ind i en bil for at køre i spirituspåvirket tilstand.
Risikoen for uheld med alvorlige personskader eller værste fald dødsfald stiger betydeligt, når førerens handlinger er påvirket af spiritus eller stoffer. Derfor bør man holde sig fra at køre i den tilstand.
Udover ovennævnte er der straffen for kørslen, der enten er en rigtig stor bøde (månedsløn efter skat x promillen) eller fængselsstraf, og straffene skærpes væsentligt i gentagelsestilfælde.
Herudover er der de samvittighedsmæssige kvaler, det kan volde for føreren at have forårsaget en anden persons alvorlige livsvarige skader eller i værste fald død. Herudover er de menneskelige lidelser, der kan forekomme for de personer, der uforskyldt bliver involveret i en sådan ulykke både for vedkommende selv og dennes pårørende.
En taxa hjem eller overnatning på stedet er de eneste rigtige muligheder og på sigt den langt billigste.
Jørgen J. B. Carstensen, advokat
Den 12. december 2014