Nye almindelige betingelser på vej inden for byggeri

Håndværkere, entreprenører og bygherrer skal indstille sig på, at der kommer en række nye regler inden for byggeriet.

Baggrund
Indenfor byggeriet har der gennem en lang årrække været tradition for, at den generelle regulering sker gennem AB, senest AB 92. Systemet rækker dog endnu længere tilbage, da der forud herfor også har eksisteret AB-regulering indenfor byggeriet. Tilsvarende har der i teknikerdelen af byggebranchen været tradition for en AB-regulering i form af senest ABR 89. For nogen tid siden blev der nedsat et udvalg, der skulle fremkomme med et oplæg til et nyt AB-system i form af AB 18 og ABR 18. Udkast hertil har netop været i høring. Senere forventes forskellige tillæg samt en forenklet udgave og en udgave for totalentreprise (ABT) ligeledes udgivet.

Reform
Kommisoriet for det revisionsudvalg, der blev nedsat, indeholder bl.a. angivelse af, at et nyt AB skal fremtidssikre, virke produktivitets- og konkurrencefremmende samt skabe mere internationalt genkendelige rammer for entreprise.

Resultatet i forbindelse med høringsudkastet er en ajourført udgave af AB 92, der generelt er skrevet i et mere letlæseligt sprog, og luger ud i enkelte gamle regler fra tidligere AB-udgaver, der havde overlevet sig selv.

Selv om en del regler flyttes eller omformuleres, er omfanget af væsentlige nye eller ændrede regler, for så vidt angår indholdet, forholdsvist begrænset.

Som nogle af de væsentligste kan fremhæves regler om begrænsning af direkte krav mod underentreprenører og leverandører (§8), entreprenørprojektering (§17-18), begrænsning af skader (§27), ændring af adgang til acontofakturering (§36), forcering (§41), ansvarsperiode (§55), samt den såkaldte og meget omtalte løsningstrappe (§64).

Nedenfor kan af pladsmæssige hensyn kun omtales et par af de ovenfor nævnte mere væsentlige ændringer

Begrænsning af direkte krav
I den entrepriseretlige litteratur har diskussionen om bygherrens direkte krav (tidligere benævnt springende regres) overfor entreprenørens underentreprenører fyldt ganske meget.

Direkte krav kan støttes på to synspunkter. For det første et indtrædelsessynspunkt, altså at bygherren med baggrund i aftalen overtager entreprenørens krav overfor underentreprenøren og blot gennemfører dette direkte. For det andet kan det støttes på et retsbrudssynspunkt.

I en højesteretsdom fra 2004 blev det statueret, at bygherren kunne fremsætte et direkte krav overfor underentreprenøren. I det pågældende tilfælde var baggrunden “en klar professionel fejl”; altså et retsbrudssynspunkt. Ved denne dom har synspunktet altså været, at det, der kunne lastes underentreprenøren, har været af en vis grovhed. I nogle nyere voldgiftsafgørelser har bygherrer fået medhold i direkte krav, uanset at der alene har været tale om simpel uagtsomhed. Dette har med rette været kritiseret.

Den regel, der nu foreslås i AB 18 er, at bygherren skal give afkald på at forfølge underentreprenører ud fra et retsbrudssynspunkt, men alene skal kunne dette ud fra et synspunkt om indtrædelse i bygherrens krav. Dette skal dog ikke gælde i tilfælde af fortsæt eller grov uagtsomhed.

Den foreslåede regel er hensigtsmæssig. Den uheldige situation, der har været ved den gældende retspraksis/ regel, hvorefter bygherrer ved at fremsætte direkte krav, i nogle tilfælde, har opnået en bedre retsstilling end de kunne opnå overfor den direkte medkontrahent, eksempelvis på grund af ansvarsbegrænsninger, bliver fremover kun muligt i mindre omfang.

Begrænsning af entreprenørens risiko for skader
Efter de hidtil gældende regler har entreprenøren (stort set) i enhver henseende haft ansvaret for det udførte arbejde. Efter udkastet vil risikoen for ”udefrakommende ekstraordinære begivenheder som entreprenøren ikke har indflydelse på” (force majeure) ikke længere påhvile entreprenøren. Det antages, at revsionsudvalget har sikret, at bygherren i stedet kan forsikringsafdække dette.

Løsningstrappen
Ved entreprisens indgåelse indføres pligt til at udpege en parts- og ledelsesrepræsentant. Modellen går herefter ud på, at partsrepræsentanterne, i tilfælde af en tvist, først skal forhandle indenfor korte frister på 5 arbejdsdage. Kan enighed mellem disse ikke opnås, skal ledelsesrepræsentanterne forhandle. Opnås heller ikke ved forhandling mellem disse en løsning, kan begge parter kræve enten mediation/ mægling eller såkaldt ”hurtig afgørelse”. Hvis ingen af parterne gør det, kan der indledes voldgift, men tidligst 4 uger efter afslutning af forhandlingsforløbet.

Der er som anført ligeledes indsat bestemmelser om en såkaldt “hurtig afgørelse”. Hvor der med korte frister træffes en afgørelse på skriftligt grundlag. Afgørelsen træffes i løbet af cirka 1 1/2 måned og kan indbringes for voldgift. Modellen med ”hurtig afgørelse” giver anledning til en del retssikkerhedsmæssige betænkeligheder.

Mange af foranstående tiltag anvendes allerede ved løsning af tvister indenfor byggeriet, men de foreslåede regler virker unødvendigt formalistiske.

I tilfælde af, at en tvist opstår, mens byggeriet fortsat pågår, kan en hurtig løsning være helt afgørende.

BYGGERI: Jan Toft Olesen, advokat
6. juni 2018