Ny lov giver frit valg af tv-distributører
Mange husstande er gennem deres udlejer, ejerforening eller lign. tvunget til at betale for bestemte tv-pakker. Det vil en ny lov nu forhindre.
Folketinget har netop vedtaget en ændringslov til de eksisterende, lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, lov om leje og lov om leje af almene boliger, med ikrafttræden den 1. juli 2016. Formålet med loven er at frigøre husstande for at skulle betale for en fælles programforsyning.
Kort sagt betyder det, at husstandene kan ’slippe for’ at betale til en bestemt distributør som en del af eks. husleje, fællesudgifter og lign. Det medfører derfor ikke et forbud mod fælles programtilslutninger, men alene, at den enkelte husstand ikke er tvunget til at tage del heri. Husstanden kan derfor anmode om at udgå af denne fælles programforsyning over for dennes fællesantenneanlæg, udlejer, ejer-, andelsboligforening eller lign. Denne personkreds vil i det følgende blive benævnt som udbyderen.
Baggrund for ændringen
Det har sine fordele, idet husstande, der ønsker færre tv-kanaler eller ligefrem et fuldstændigt fravalg af tv-kanaler, ikke er tvunget til at betale til den fælles programforsyning. Derimod vil det med al sandsynlighed medføre højere priser for de husstande, der fortsat ønsker udbuddet af tv-kanaler, idet den nuværende pris er baseret på et samlet tilslutning.
Af lovens forarbejder fremgår det, at der estimeres en samlet besparelse blandt husstandene på et sted mellem 35 mio. og 115 mio. kroner. Tallet er dog næppe fuldstændig retvisende, idet fritliggende huse og eventuelle oprettelsesgebyrer ikke er medtaget.
Nuværende retsstilling
Det er i Radio- og fjernsynsloven forudsat, at der kan oprettes fællesantenneanlæg, der forestår tilgængeligheden af lyd- og billedprogrammer, jf. lovens §§ 5 og 6. Herunder er der krav om, at enkelte kanaler skal være tilgængelige (eks. DR1 og TV2). De nærmere regler for fordeling af billedprogrammer følger af bekendtgørelsen ’Bekendtgørelse 2013-05-27 nr. 537 om fordeling af billedprogrammer i fællesantenneanlæg’. Heri stilles der yderligere krav, eks. i form af, at der skal tilbydes pakker uden såkaldte ’High pay’-programmer (tv-kanaler, der koster mere end kr. 32 pr. måned).
Det har medført, at mange foreninger, udlejere og lign. har indgået aftaler om fælles programforsyning, hvorigennem en særlig programpakke indgår som en fast bestanddel i de enkelte husstande. Det medfører en betydelig besparelse for husstandene, men de er samtidig tvunget til brug af en bestemt pakke (såfremt det ikke er den dyreste ’pakke’ vil der i langt de fleste tilfælde være mulighed for tilkøb af flere kanaler hos udbyderen). Disse aftaler er ikke særligt reguleret i nuværende lovgivning.
Betydning for fremtidige aftaler
Lovændringen betyder kort sagt for den enkelte husstand, at denne kan anmode om fritagelse for den fælles programtilslutning over for udbyderen, der er forpligtet til at imødekomme anmodningen.
Betydning for eksisterende aftaler
Udbyderen kan fortsat kræve betaling for den fælles programforsyning, indtil der modtages anmodning om fritagelse. Såfremt der anmodes om fritagelse (efter ikrafttræden), er udbyderen dog forpligtet til at fritage den anmodende fra forpligtelsen efter udløbet af det til enhver tid gældende varsel for opsigelse af aftaler om løbende tjenesteydelser i lov om forbrugeraftaler.
Hvor ændringerne træder i kraft den 1. juli 2016 for fremtidige aftaler, er der særlige regler for aftaler indgået inden denne dato. Det følger, at retten til at fremsætte anmodning om fritagelse får virkning fra den tidligste af følgende datoer:
- Den dato aftalen udløber, eller
- 1. oktober 2016 med tillæg af aftalens opsigelsesvarsel (kan aftalen først opsiges senere end 1. oktober 2016 må denne dato med samme tillæg lægges til grund)
Er det teknisk umuligt, at frakoble enkelte husstande finder ændringerne først anvendelse fra 1. januar 2018.
Udbyderens omkostninger og opkrævninger
Selvom en husstand fritages for tilmeldingen til den fælles programforsyning kan den blive pålagt omkostninger i forbindelse med den fælles programforsyning.
En udbyder kan således pålægge husstandene at afholde udgifter til etablering, forbedring og drift af fællesantenneanlægget, såfremt udbyderen er ejer af anlægget eller anlægget ligeledes anvendes til fremføring af andre kommunikationstjenester, uanset om hustanden er en del af den fælles programforsyning. Derudover kan en udbyder kræve rimelige administrationsomkostninger dækket af de enkelte husstande, uanset tilmelding, hvor udbyderen er ejer af fællesantenneanlægget eller, hvis udbyderen er husstandens udlejer.
Ejere af fællesantenneanlæg kan dog ikke opstille vilkår, der på nogen måde hindrer husstandene i at udøve deres ret til fritagelse for den fælles programforsyning.
Der er således ikke nogen tvivl om, at ændringerne vil medføre yderligere administrationsomkostninger for udbyderne, når der skal differentieres mellem forskellige husstande og potentielt også husstandene.
JURA: Birgitte Rolighed, advokat og Henrik Carlsen, stud.jur.
Den 21. juni 2016