Ny Landsretsdom afslår erstatning i sag om nabogener i form af genskin

Hvor går grænsen for, hvad man skal tåle fra naboerne af genskin? Skal man finde sig i genskin fra glaseret tegltag? I genskin fra en solfangerpark – eller hvad med genskin fra solceller på villataget – eller ovenlysvinduer?

I januar i år dømte Højesteret i den første sag af sin art, en husejer til at fjerne genskinsgener fra et sortglaseret tegltag i et villakvarter, hvor genskin fra tegltaget i sommerperioden var stærkt generende to timer hver dag sidst på eftermiddagen.

Forud for Højesterets afgørelse var såvel Byretten som Landsretten kommet til det samme resultat: Genskinnet var mere end, hvad en nabo måtte tåle, og tagejeren blev således dømt til at fjerne genen.

I maj i år har Vestre Landsret i en anden sag, hvor LOU Advokatfirma repræsenterede et fjernvarmeværk, afsagt dom om nabogener i form af dels genskin fra, men også indsigtsgener til et solfangeranlæg, som var etableret af fjernvarmeværket.

Sagen var anlagt af to naboer på hver sin side af arealet, hvor solfangerne var opstillet. Hos den ene var der målt stærkt generende genskin i en periode tidligt om morgenen i sommerperioden, mens der hos den anden var genskin om eftermiddagen. Beboelsesbygningen var dog i nogen grad afskærmet fra genskinnet af høje træer.

Hvor Højesteret i januar i sagen om de glaserede tagsten kom frem til, at genskin fra taget oversteg, hvad en nabo må tåle, sagt med juridisk terminologi, at den naboretlige tålegrænse var overskredet, kom Vestre Landsret i maj i sagen angående fjernvarmeværkets solfangerpaneler frem til, at genskin fra og indsigtsgener til solfangeranlægget ikke oversteg den naboretlige tålegrænse. Byretten og Landsretten frifandt varmeværket for erstatningskravene, som de to naboer havde ført sag om.

Den røde linje
I varmeværkssagen havde en ejendomsmægler ligesom i sagen om de glaserede tagsten afgivet erklæring om, at naboens tiltag måtte antages at have en negativ betydning for deres ejendommes værdi.

Man kunne spørge sig selv, om de to domme er på kollisionskurs? Selvom det umiddelbart kunne se sådan ud, er det ikke tilfældet.

Der findes ikke nogen lov om, hvad man skal finde sig i af gener fra naboerne. Hvis ikke der findes tinglyste servitutter på ’den ulempeforvoldende ejendom’ eller bestemmelser i lokalplaner om det forhold, som naboen føler sig generet af, vil det være de retningslinjer, som har fæstet sig i retspraksis angående den naboretlige tålegrænse, der gælder.

Tålegrænsen er altså ’den røde linje’, som, hvis den overskrides, udløser enten pligt til at fjerne genen eller alternativt erstatning.

Denne tålegrænse flytter sig over årene med den samfundsmæssige udvikling og afhænger af mange ting, f.eks. disse: Karakteren og intensiteten af den pågældende gene, om der er tale om støj, lugt, vibrationer, eller som i disse sager lysgener.  Det har også betydning, om genen er konstant, som støj fra motorvej, eller om dens intensitet varierer over døgnet og/eller året.

Det har videre betydning, om genen er varig/blivende eller må forventes mindsket over tid, f.eks. som følge af opvoksende træer eller mattering af en overflade.

Sluttelig har det også betydning, om genen er i tråd med, hvad man må forvente som følge af den almindelige samfundsudvikling på det ulempeforvoldende område, herunder også i det pågældende geografiske område.

Dertil er der efter den juridiske litteratur også en større eftergivenhed overfor anlæg, som tjener en samfundsmæssig interesse, hvor den naboretlige tålegrænse kan være udvidet set i forhold til anlæg af ren privat/æstetisk interesse.

Om tålegrænsen er overskredet, vil altid være en konkret vurdering, idet dog ud over konkrete forhold også tidligere retspraksis vil have indflydelse på domstolenes bedømmelse.

Forskellige domme
Flere forhold kan have ført til, at de to domme faldt diametralt modsat ud.

Afgørende for Landsrettens dom vedrørende solfangerne var flere forhold, herunder ejendommenes beliggenhed, områdets karakter, herunder også, at der var tale om landzone og det forhold, at varmeværket havde plantet træer, der i løbet af relativt få år ville vokse op og skærme. Der blev altså lagt vægt på, at generne ikke var varige og på områdets karakter.

I Højesterets sag om det glaserede tegltag var der også lagt vægt på områdets karakter, og at generne ikke var aftaget 7 år efter, at stenene var oplagt, ligesom det havde betydning, at glaseringen alene tjente æstetiske formål.

Mens vi nu ved, at man ikke skal finde sig i stærkt generende genskin fra et tegltag i et villakvarter, men omvendt, i hvert fald når der er foretaget passende afværgeforanstaltninger, må finde sig i en solfangerpark som nabo, ved vi ikke, hvad domstolene vil sige til genskin fra ovenlysvinduer eller solceller på villatagene.

Højesterets synes i begrundelsen for resultatet i sagen om teglstenene at have taget et forbehold om, at naboer må tåle solcellerne, da de ikke udelukkende tjener et æstetisk formål. Om sager herom vil tilkende naboerne kompensation, må fremtiden vise. Her kunne det evt. spille ind, at mens solcelleejeren får en økonomisk gevinst i form af billig el, kan naboen risikere et værditab på grund af genskinsgener.

RETSSAGER, Birgitte Fobian Rolighed, advokat
22. maj 2018