MgO-plader – et dyrt bekendtskab i byggebranchen, men hvor ender regningen?

Blandt andet på Dokk1 i Aarhus er der anvendt vindspærreplader, der kan optage fugt. Ialt 6.400 kvadratmeter plader måtte skiftes. Men hvor ender regningen for anvendelse af fugtsugende vindspærreplader i byggeriet?

Mange har formentlig hørt om de famøse MgO-plader, der siden 2015 har skabt en del uro i byggebranchen – for hvem af byggeriets aktører ville ende med at stå med regningen for de uegnede vindspærreplader, der uheldigvis viste sig at have fugtsugende ”egenskaber”?

De såkaldte MgO-plader vandt særligt fra 2010 indpas i den danske byggebranche som et billigere og lettere alternativ til de øvrige vindspærreplader på markedet.

I december 2013 udkom BYG-ERFA-bladet, hvor MgO-pladerne blev omtalt som anvendelige som vindspærreplader. Med en sådan angivelse i et fagblad kunne MgO-pladerne herefter kategoriseres som almindeligt accepteret i fagkredse – med andre ord: i overensstemmelse med byggetidens viden.

De første advarsler om, at MgO-pladerne var fugtfølsomme, fremkom først i marts 2015, og anvendelsen havde forinden været omfattende. MgO-pladerne var blevet anvendt til alt fra parcelhuse og sommerhuse til offentlige institutioner og større erhvervsbyggeri.

Bygherrens udviklingsrisiko
Da de første mangelskrav begyndte at rulle, var fokuspunktet, om bygherren bar risikoen for de uegnede MgO-plader. Det skyldes, at bygherren ifølge praksis bærer risikoen for såkaldte udviklingsskader. Dvs. at bygherren bærer risikoen for, at et materiale (eller en metode), som man på tidspunktet for beslutningen om anvendelsen fagteknisk anså for egnet, senere viser sig at være uegnet.

Hvis bygherren har foreskrevet anvendelse af et bestemt materiale, så ligger risikoen hos bygherren. Entreprenøren eller rådgiveren pålægges som udgangspunkt ikke ansvar for et materiale, som bygherren selv har valgt. Dog skal man holde sig for øje, at begge disse aktører i et vist omfang har en oplysningspligt over for bygherren som følge af deres formodede fagkundskab.

Voldgiftsretten har indtil videre afsagt to afgørelser vedrørende MgO-plader. I ingen af disse er bygherren endt med regningen selv. Med stor sandsynlighed vil vi dog se fremtidige afgørelser, hvor resultatet bliver, at bygherren selv må bære risikoen for anvendte MgO-plader – ganske enkelt med den begrundelse, at beslutningen om anvendelse er truffet på et tidspunkt, hvor dette ansås for at være i overensstemmelse med byggetidens viden. Dvs. i perioden mellem at BYG-ERFA bladet udkom i december 2013 og frem til advarslerne i marts 2015.

Det er i den forbindelse væsentligt at understrege, at det er tidspunktet for beslutningen om anvendelse – og ikke udførelsen eller afleveringen – der er afgørende for vurderingen af, om bygherren bærer udviklingsrisikoen.

Ansvarsfordelingen mellem entreprenøren og rådgiveren
Det er væsentligt at slå fast, at der er forskel på den situation, hvor man bærer risikoen for en mangel og den situation, hvor man er ansvarlig for manglen.

Såfremt bygherren ikke bærer en udviklingsrisiko, bliver det afgørende, om entreprenøren eller rådgiveren kan pålægges et ansvar.

Den seneste afgørelse fra Voldgiftsretten vedrørende MgO-plader har været genstand for stor debat i bygge- og rådgiverbranchen. De kritiske røster er særligt gået på, at afgørelsen for så vidt angår ansvarsfordelingen mellem entreprenør og rådgiver er hård og en markant ændring af praksis. Men er resultatet egentlig så overraskende?

I den første afgørelse om MgO-plader havde hovedentreprenøren bragt anvendelsen i forslag og viderebragt de oplysninger, som han var i besiddelse af, herunder oplysning om, at der var tale om en nyt produkt. Voldgiftsretten lagde til grund, at materialet var foreskrevet af bygherren, og at det var bygherrens rådgiver, der skulle undersøge materialet og vurdere egnetheden. Totalrådgiveren havde ikke fyldestgørende underrettet bygherren om, at der var tale om et nyt og uprøvet materiale, og ifaldt derfor ansvar.

I den seneste afgørelse om MgO-plader blev hovedentreprenøren – og ikke rådgiveren – pålagt mangelsansvar. Begrundelsen herfor var, at anvendelsen ikke var foreskrevet af bygherren og at entreprenøren, da denne havde bragt MgO-pladerne i forslag, ikke havde oplyst totalrådgiveren om, at der var tale om et nyt og uprøvet materiale.

På trods af den kritik, der har lydt i kølvandet på den seneste afgørelse fra voldgiftsretten, forekommer begge afgørelser at være i overensstemmelse med den hidtidige retstilling.

Det står klart, at entreprenøren og rådgiveren har en skærpet oplysnings- og undersøgelsespligt, når der anvendes nye materialer. Hvor ansvaret placeres, vil dog bl.a. afhænge af, hvem der har bragt materialet i forslag, hvilke oplysninger, der er videregivet i den forbindelse og hvem af aktørerne, der skal vurdere materialets egnethed.

Der er ikke med de to afgørelser fra voldgiftsretten lagt låg på samtlige sager vedrørende MgO-plader. Det skyldes, at de faktiske omstændigheder i sagerne vil variere. Det vil som nævnt vise sig afgørende, hvem der har foreskrevet anvendelsen. Derudover vil tidspunktet for, hvornår anvendelsen er besluttet være yderst centralt for risiko- og ansvarsbedømmelsen.

De kommende nye standardvilkår inden for byggeri (AB18, ABR18 mv.) kan vise sig at ændre ansvarsvurderinger fremover, hvor disse vilkår vedtages.

Et dyrt materialevalg
Det er ikke hver dag, at man støder på problemstillingen om brug af nye og uprøvede materialer (eller metoder for den sags skyld) i byggeri. Men uanset om man er bygherre, entreprenør eller rådgiver bør man alligevel have sig problematikken for øje. Uforsigtighed i den forbindelse kan nemlig vise sig at blive en tung økonomisk byrde; de mange skader, der relaterer sig til MgO-pladerne, beløber sig formentlig samlet set til et milliardbeløb.

BYGGERI: Michaela Buur Schæffer Juul, advokatfuldmægtig.
6. november 2018.