Måske nye tendenser for fradrag for lønomkostninger

Det samlede danske erhvervsliv holder vejret i spænding. 

Virksomheder er skattepligtige af virksomhedens indtjening. Det gælder, uanset om en erhvervsmæssig virksomhed drives i personligt regi eller i selskabsform. Uanset om en virksomhed drives i personligt regi eller i selskabsform, opgøres virksomhedens skattepligtige indkomst efter skattelovgivningens almindelige regler.

Grundstenen i opgørelsen af den skattepligtige indkomst er reglerne i Statsskattelovens §§ 4-6, der beskriver opgørelsen af den skattepligtige indkomst, således på den ene side virksomhedens indtægter og på den anden side virksomhedens fradragsberettigede driftsomkostninger. Indtægterne, med fradrag af virksomhedens driftsomkostninger, udgør meget forenklet virksomhedens skattepligtige indkomst.

De nævnte regler findes i Statsskatteloven, som daterer sig helt tilbage fra 1922. Såvel myndigheder som virksomhederne har derfor haft god tid til at indrette sig på og fortolke reglerne om opgørelse af den skattepligtige indkomst. Ikke desto mindre ser man undertiden, at skattemyndighederne alligevel griber til en ny fortolkning af en ellers velkendt og gennemprøvet regel.

Et eksempel herpå er, at Østre Landsret i juni 2016 har afsagt domme i to sager, anlagt af Skatteministeriet mod Arbejdernes Landsbank og Lån og Spar Bank. I begge sager havde ministeriet nedlagt påstand om, at visse nærmere specificerede lønudgifter vedrørende den respektive banks direktør ikke var fradragsberettiget i medfør af de almindelige regler i Statsskatteloven. Dette lyder måske i sig selv ikke særlig opsigtsvækkende, men idet der er tale om, at Skat herved anfægter retten til at fradrage almindelige lønudgifter ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, bliver sagen faktisk temmelig opsigtsvækkende. Det har således altid været god latin, at udgifter til løn til en virksomheds medarbejdere, herunder direktører, var en stensikker fradragsberettiget driftsomkostning i virksomheden uanset hvilket arbejde den pågældende medarbejder udførte.

For at forstå den nu foreliggende problematik er det nødvendigt at blive en smule teoretisk. Der er således som udgangspunkt kun fradrag for de udgifter, som en virksomhed påfører sig, som har direkte relation til virksomhedens indkomstskabende aktiviteter. Det hedder således i Statsskattelovens § 6, at kun udgifter afholdt med henblik på at ”erhverve, sikre eller vedligeholde” virksomhedens indkomst kan fradrages som driftsomkostninger. Som et eksempel kan nævnes, at udgifter til en virksomheds etablering teknisk set er udgifter, der afholdes med henblik etablering af grundlaget – således selve virksomheden – for virksomhedens senere indkomstskabende aktiviteter. Udgiften er dermed ikke afholdt direkte med henblik på aktuelt at erhverve indtægter og er dermed ikke fradragsberettiget som en driftsomkostning. Tilsvarende kan nævnes udgifter til f. eks. advokat og revisor i forbindelse med omstrukturering af virksomheder, opkøb eller måske ligefrem afvikling af en virksomhed, idet sådanne udgifter ikke er driftsomkostninger i skatteretlig forstand. Selvom en udgift ikke er en driftsomkostning, og dermed fradragsberettiget efter Statsskatteloven, vil en række forskelligartede udgifter kunne fradrages efter regler i blandt andet Ligningsloven.

Tilbage til de ovenfor omtalte sager havde Skat anlagt det synspunkt, at lønudgifter til de pågældende direktører i en periode, hvor disse var beskæftiget med opkøb af anden bankvirksomhed, ikke kunne anses som en fradragsberettiget driftsomkostning. Landsskatteretten afsagde tilbage i 2013 kendelse om, at der var tale om helt almindelige lønudgifter afholdt indenfor bankens ordinære drift, hvorfor der forelå en fradragsberettiget driftsomkostning. Skatteministeriet indbragte herefter sagerne for domstolene, hvor sagerne blev henvist til Østre Landsret i første instans. Østre Landsret var i modsætning til Landsskatteretten enig i Skats betragtning om, at de anfægtede lønudgifter ikke havde karakter af driftsomkostninger og derfor som udgangspunkt ikke kunne fradrages, men godkendte dog alligevel bankens fradrag, idet banken blot havde handlet i overensstemmelse med en årelang praksis på området, og at en praksisændring fra Skats side ikke kunne have tilbagevirkende kraft.

Afgørelserne er nu anket til Højesteret af Skatteministeriet.

Afgørelserne er blevet kaldt en bombe under dansk erhvervsliv, og Dansk Erhverv er da også indtrådt i sagerne som såkaldt biintervenient til støtte for de to pengeinstitutter.

Konsekvenserne af dommen, hvorefter altså Skat har fået medhold i, at ikke alle lønudgifter er fradragsberettigede som en driftsomkostning, er vidtrækkende. I praksis vil det givetvis skabe voldsom ekstra administration hos virksomhederne, såfremt deres medarbejdere fremadrettet skal til at registrere den daglige arbejdstid som værende enten direkte driftsrelateret, og dermed indkomstskabende og fradragsberettiget, eller som ikke-direkte driftsrelateret så som arbejde med virksomhedsopkøb eller salg, omstruktureringer, planlægning af nye aktiviteter, strategier for håndtering af nye markeder osv. osv. For den sidstnævnte type aktiviteter, vil der med landsrettens afgørelse ikke længere være fradrag for lønudgifter relateret til aktiviteten.

Indtil der foreligger en afgørelse fra Højesteret, holder det samlede danske erhvervsliv vejret i spænding.

JURA: Carsten Palsgaard, advokat
Den 23. august 2016