Lovgivningen om afskedigelse
Corona-situationen stiller mange virksomheder i en økonomisk vanskelig situation, hvor det kan vise sig nødvendigt at afskedige (mange) medarbejdere.
Hvis en virksomhed står overfor at skulle foretage afskedigelser i betydeligt omfang, er det relevant at få afklaret, hvorvidt dette vil være omfattet af reglerne i lovgivningen om masseafskedigelse, hvorefter der er nogle særlige pligter, frister mv., som udløses. Loven findes på https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=129825
Denne lovgivning gælder, når er virksomhed indenfor en periode på 30 dage planlægger at foretage afskedigelser, såfremt følgende antal medarbejdere vil være omfattet:
- mindst 10 personer i en virksomhed, der normalt beskæftiger flere end 20 og færre end 100 lønmodtagere,
- mindst 10 procent af lønmodtagerne i en virksomhed, der normalt beskæftiger mindst 100 og færre end 300 lønmodtager, eller
- mindst 30 personer i en virksomhed, der normalt beskæftiger flere end 300 lønmodtagere.
Ved optællingen af medarbejderne i virksomheden indgår alle medarbejdere, uanset om de er fastansat eller tidsbegrænset ansat, og uanset der er ansat på fuld- eller deltid i virksomheden. Virksomhedens direktør / registrerede ledelse indgår dog som hovedregel ikke i optællingen.
Ved virksomheden forstås som hovedregel en og samme juridisk enhed, ”samme cvr-nr.”, men der kan være tilfælde, hvor der ved optællingen kan være grundlag for at inddrage flere juridiske enheder, f.eks. hvor der af særlige årsager har været placeret medarbejdere i særskilte selskaber, f.eks. et salgs- eller administrationsselskab, men hvor realiteten er, at der er tale om samme virksomhed. Ved opgørelse af de 10 procent, som fremgår ovenfor, kan der være situationer, hvor optællingen alene omfatter en del af medarbejderne i den juridiske enhed, dette kan være tilfældet, hvor der indenfor et selskab består to eller flere separate driftsenheder, der hver især fremstår som en virksomhed.
PLIGTER EFTER LOVEN
Forhandling
Hvis der planlægges afskedigelser, som antalsmæssigt ligger indenfor det anførte ovenfor, så består der pligt for virksomheden, så tidligt som muligt, at indlede forhandlinger med medarbejderne eller disses mulige repræsentanter, typisk en eller flere fagforeninger. Formålet med forhandlingerne er efter loven, at nå frem til aftaler, der undgår eller begrænser omfanget af afskedigelserne.
Virksomheden har pligt til at give medarbejderne eller disses repræsentanter skriftlig meddelelse om følgende:
- årsagerne til de påtænkte afskedigelser,
- antallet af lønmodtagere, der påtænkes afskediget, hvilke relevante kategorier de tilhører, og over hvilket tidsrum det forudses, at afskedigelserne skal finde sted,
- antallet af lønmodtagere, der normalt beskæftiges på virksomheden, og hvilke kategorier de tilhører, hvilke kriterier der påtænkes anvendt ved udvælgelsen af de lønmodtagere, der påtænkes afskediget, for så vidt det ifølge lovgivningen og/eller praksis er arbejdsgiveren, der har beføjelsen hertil, og
- hvorvidt der blandt de lønmodtagere, som påtænkes afskediget, er lønmodtagere, der har adgang til afskedigelsesgodtgørelser fastsat ved individuel eller kollektiv aftale, og i givet fald hvordan disse godtgørelser opgøres.
Meddelelsen skal sendes i kopi til det regionale beskæftigelsesråd, se https://rar-bm.dk/
”Karens tid” – udskydelse af tidspunktet for, hvornår der kan opsiges.
Fører forhandlinger ikke til ændring af beslutningen om at foretage afskedigelser, skal virksomheden give meddelelse til det regionale beskæftigelsesråd.
Loven bestemmer, at afskedigelserne tidligst kan få virkning, når der er gået 30 dage efter nævnte meddelelse er modtaget, for store virksomheder dog først otte uger efter. Herved opstår der en egentlig karenstid for opsigelserne, der reelt bevirker en forlængelse af de gældende opsigelsesvarsler.
Der er ikke i loven angivet noget om, hvor længe forhandlingerne skal vare, i princippet kan de således ”overstås” på en dag, men er der tale om store afskedigelse af mindst 50 pct. af medarbejderne i en virksomhed med mindst 100 medarbejderne, kan meddelelsen til rådet tidligst sendes 21 dage efter, at der er indledt forhandlinger. Dette bevirker, at der vil være en karens tid på 21 dage tillagt otte uger, jfr. ovenfor.
Godtgørelse mv.
Hvis virksomheden ikke overholder lovens pligt til at indlede forhandlinger eller undlader at sende meddelelse til det regionale beskæftigelsesråd, udløses der krav på godtgørelse for medarbejderne, som udgør et beløb svarende til 30 dages løn, dog kan godtgørelsen udgøre et beløb svarende til otte ugers løn, hvor afskedigelsen omfatter mindst 50 % af medarbejderne i en virksomhed, der beskæftiger mindst 100 medarbejdere.
Fra godtgørelse skal trækkes den løn, som er modtaget i en opsigelsesperiode. Det betyder, at reglerne om godtgørelse ofte ikke har betydning for funktionærer, som normalt har et opsigelsesvarsel på mindst 1 måned, typisk er varslet 3 eller flere måneder.
Overtrædelse af loven er belagt med straf i form af bøde.
Regeringen og arbejdsmarkedets parter har vedtaget en trepartsaftale for netop at undgå masseafskedigelser. Læs mere her.