Køb af brugt bil med sædvanlig reklamationsret.
Ved køb af brugte biler, både ved forhandler og ved privat køb, ser vi ofte, at der i købsaftalen eller den mundtlige aftale er noteret; ”købt som beset og uden reklamationsret. Købesummen er afstemt herefter eller lignende. ”
Meningen med disse klausuler skulle så være at afskrække køberne af brugte biler fra at gøre indsigelser gældende efter købet. Men det er ikke juridisk gangbart.
Som køber af en brugt bil hos forhandler har man altid 2 års reklamationsret.
Er der tale om en bil som efter stand, årgang, km tæller, på aftaletidspunktet var i ringere stand end tilsvarende køretøjer, er der tale om relevante mangler ved bilen.
Køber har de sædvanlige misligholdelsesbeføjelser efter købeloven.
Køber kan forlange afhjælpning fra sælgers side, omlevering, afslag i købesummen og i sager med væsentlige mangler kan køber hæve købsaftalen.
Ved afhjælpning vil det sædvanligvis være den sælgende bilforhandler eller dennes værksted, som vil forestå reparationerne. Det afgørende er, om køber kan bevise, at manglerne var tilstede ved risikoens overgang, typisk på handelstidspunktet med udveksling af bil mod købesum.
Hvis sælger kan tilbyde afhjælpning inden for en rimelig tid og det rent faktisk hjælper så må køber som udgangspunkt lade sig nøje hermed. Har det ikke hjulpet med 1 x afhjælpning / reparation for sælgers regning har sælger sædvanligvis også ret til at afhjælpe en gang mere.
Bliver der et mønster, hvor sælger gentagne gange forsøger afhjælpning men det ikke virker, skal køber ikke finde sig i dette. Køber vil kunne forlange et afslag i prisen svarende til udbedringsomkostningerne ved et andet værksted.
Omlevering er ikke praktisk anvendeligt ved brugte biler, alene ved køb af nye biler.
Afslag i købesummen kan gives ved værdiforringende mangler og i forbrugerkøb også ved andre mangler, f.eks. forkert farve eller lakering i forhold til det lovede. Det vil typisk være en afvejning af værdien af den brugte bil med de anerkendte fejl og mangler der konstateres som værende tilstede på handelstidspunktet i forhold til den (højere) aftalte købesum.
For at man kan hæve købet af en brugt bil skal der være tale om en eller flere væsentlige mangler i forhold til sædvanlig standard for en brugt bil af denne model, årgang, antal kørte km, m.v.
Har bilen f.eks. kostet 50.000 kr. og det viser sig, at motoren eller gearkassen går i stykker dagen efter købet og det kan bevises, at manglerne var tilstede på købstidspunktet, så vil køber som udgangspunkt have ret til at hæve handlen.
I sager med forbrugerkøb vil køber kunne klage til Ankenævn for biler. Der skal være tale om et køb til 10.000 kr. eller mere via en autoforhandler.
Der skal betales et gebyr på 400 kr. Se yderligere oplysninger på bilklage.dk
Drejer det sig i stedet om klage over købt tilbehør til bilen til en værdi af 1.500 kr. eller mere, kan der klages til Center for klageløsning.
Er der tale om et civilt køb mellem to private personer kan man ikke bruge de sædvanlige klagenævn. Det må anbefales, at der i forbindelse med handlen bliver lavet en brugtvognsattest eller at køber har medtaget sagkyndig bistand til gennemgang af bilen inden købet.
Ved uenighed med sælger om hvorvidt der er mangler må køber gå direkte til domstolene med civilt søgsmål, såfremt sælger ikke vil anerkende manglerne. Er der tegnet kaskoforsikring vil retshjæpsforsikringen kunne hjælpe med retshjælp til sædvanlige omkostninger, herunder retsafgift og advokat, såfremt der er rimelig udsigt til at få helt eller delvist medhold i sagen. Er der alene tegnet ansvarsforsikring har man som køber ingen retshjælpsdækning og skal have en rimelig sikker sag før det kan anbefales at føre sag ved domstolene.
Henrik Aavild, advokat.
12. november 2018.