Hvordan kan man gyldigt oprette et testamente under coronakrisen?
I øjeblikket er retterne i hele landet i nødberedskab på grund af coronakrisen. Det betyder blandt andet, at der ikke afholdes notarforretninger. Det er dog fortsat muligt at oprettet et gyldigt testamente, selvom man i øjeblikket ikke kan få sit testamente påtegnet hos notaren.
Notartestamente
Notartestamentet anbefales i langt de fleste tilfælde, da notaren ved sin påtegning af testamentet blandt andet afgiver erklæring om, hvorvidt testator fornuftsmæssigt er i stand til at oprette testamente.
Når et testamente har en påtegning fra notaren, er det meget vanskeligt, hvis ikke umuligt, at få testamentets bestemmelser tilsidesat på den forudsætning, at man ikke skulle have været i stand til at oprette det.
Herudover er man garanteret, at testamentet kommer frem, når man er afgået ved døden, da testamentet registreres hos retten, der gemmer en kopi, som automatisk findes frem ved dødsfald.
Vidnetestamente
Som alternativ til notartestamente er det også muligt at oprette et vidnetestamente. Et vidnetestamente oprettes ved, at et testamente underskrives under tilstedeværelse af to vidner, der også underskriver i testamentet. Vidnerne må ikke være nærtstående til testator, ligesom de ikke må være begunstiget i testamentet.
Ulempen ved et vidnetestamente er blandt andet risikoen for, at testamentet ikke kommer frem, når testator er afgået ved døden. Det skyldes, at testamentet ikke bliver registreret nogen steder i modsætning til et notartestamente.
Da notaren for øjeblikket har lukket, er et vidnetestamente dog det bedste alternativ, så længe det anses som et midlertidigt testamente, indtil der igen er mulighed for at tage til notaren med sit testamente. Hvis man vælger at få lavet et vidnetestamente under coronakrisen, vil vi derfor anbefale, at man efterfølgende får det påtegnet hos notaren, når retterne igen åbner for notarforretninger.
Nødtestamente
Som sidste udvej kan man også oprette et nødtestamente i de tilfælde, hvor man på grund af sygdom eller andet nødstilfælde er forhindret i at oprette testamente som notartestamente eller vidnetestamente.
Et nødtestamente vil navnlig være relevant i tilfælde såsom flystyrt, hvis man befinder sig på et synkende skib eller efter en trafikulykke. Det forekommer meget sjældent, og for de fleste under coronakrisen vil et nødtestamente ikke være et gyldigt testamente.
Et nødtestamente bortfalder herudover efter tre måneder, hvis der ikke har været nogen hindring for at oprette testamente som enten vidnetestamente eller nødtestamente.
BØR MAN SÅ LAVE ET TESTAMENTE PÅ EGEN HÅND?
Vi anbefaler fortsat, at man stadig rådfører sig med en advokat, hvis man overvejer at oprette et testamente, så man sikrer sig, at der ikke opstår fejl eller misforståelser, der kan medføre, at arven ikke bliver fordelt, som man ønskede.
Under coronakrisen holder LOU Advokater fortsat åbent, men vi følger regeringens anbefalinger, og derfor foregår vores rådgivning i videst muligt omfang telefonisk og digitialt.
LOU Advokatfirma har oprettet en informationsside, hvor vi løbende offentliggør artikler og nyheder, der relaterer sig til Corona-situationen. Læs mere her.