Højesteret har taget stilling til forældelse af beløbsbegrænsede udlægsbegæringer
Højesteret har i to nyligt afsagte kendelser taget stilling til, om en beløbsbegrænset udlægsbegæring afbryder forældelsesfristen for den fulde fordring.
Østre og Vestre Landsret er tidligere nået frem til to forskellige konklusioner, men nu har Højesteret fastlagt retstillingen: en beløbsbegrænset udlægsbegæring afbryder ikke forældelsesfristen for den fulde fordring.
Af omkostningsmæssige årsager har det ellers været udbredt, at kreditorer har fremsendt en såkaldt beløbsbegrænset udlægsbegæring, hvor den fulde fordring er opgjort, men hvor anmodningen om udlæg er begrænset til et lavere beløb. Det ligger nu fast, at denne fremgangsmåde ikke afbryder forældelsesfristen for den fulde fordring, men kun for den del, der fremmes til udlæg.
Højesterets kendelse kan medføre et behov for, at kreditorer gennemgår sine inkassosager og tager stilling til, om der skal foretages fristafbrydende skridt for det fulde krav, hvis dette endnu ikke er sket, og forudsat at der ikke allerede er indtrådt forældelse.
Hvis du er i tvivl om, hvad kendelserne betyder for dig, kan du kontakte LOU Advokaters inkassoafdeling på tlf. 70 300 500.
Michaela Buur Schæffer Juul, advokatfuldmægtig
Den 23. april 2020