Har du sikret din virksomhed i tilfælde af skilsmisse?
Ægtepagten er genstand for megen omtale i medierne for tiden. På trods af det er det de færreste, der får lavet en ægtepagt, der blandt andet kan være med til at sikre din virksomhed i tilfælde af separation eller skilsmisse.
En ægtepagt kan beskrives som en aftale mellem ægtefæller om det økonomiske opgør i tilfælde af separation eller skilsmisse. En ægtepagt kan også oprettes af samlevende, hvor ægteskabet er nært forestående.
Uden en ægtepagt lever ægtefæller i det såkaldte formuefællesskab, hvor hver ægtefælles positive bodel skal deles ligeligt mellem dem i tilfælde af separation eller skilsmisse. Til formuefællesskabet hører også din virksomhed, også i det tilfælde, hvor du allerede havde erhvervet eller skabt virksomheden inden ægteskabets indgåelse.
Et formuefællesskab betyder, at jeres ejendele bliver gjort op hver for sig i tilfælde af separation eller skilsmisse, hvorefter I hver skal modtage halvdelen af den andens samlede positive bodel, hvis ikke andet er aftalt i en ægtepagt. Uden ægtepagt ender I altså begge ud med halvdelen af jeres tidligere fælles samlede positive bodel.
Din virksomheds værdi
Det kan få katastrofale følger for din virksomhed, såfremt værdien af virksomheden skal deles i tilfælde af separation eller skilsmisse, hvorved du skal aflevere halvdelen af virksomhedens værdi til din tidligere ægtefælle, hvis din bodel samlet set er positiv. Hvis ikke der er tilstrækkelige frie midler i virksomheden eller muligheder for lånoptagelse, er der i værste fald risiko for, at virksomheden skal afhændes.
Dette for at kunne realisere kontanter for derved at kunne aflevere halvdelen af værdien til din tidligere ægtefælle. Med en ægtepagt kan du gøre din virksomhed eller dine anparter i et selskab til særeje og dermed sikre, at der ikke skal deles i tilfælde af separation, skilsmisse eller død. Det betyder således, at din virksomhed holdes uden for bodelingen mellem dig og din tidligere ægtefælle i tilfælde af separation eller skilsmisse.
Det ses eksempelvis som et krav i mange I/S-kontrakter, at det er en forudsætning for indtrædelsen i virksomheden, at der oprettes ægtepagt om særeje, for så vidt angår virksomheden.
Behovet for ægtepagt eksisterer ikke kun ved interessentskaber eller andre personligt ejede virksomheder. Det er også en nødvendighed for sikring af anparter eller aktier i selskaber.
Ægtepagten kan, ud over at sikre virksomheden eller selskabet ved din separation el ler skilsmisse, også sikre virksomheden eller selskabet i tilfælde af din ægtefælles død.
Ægtepagten kan nemlig også sikre, at virksomheden ikke indgår, når boet efter din afdøde ægtefælle skal gøres op, hvorved den også holdes uden for eventuelle kreditorers krav anmeldt i din ægtefælles dødsbo.
Særeje
Som nævnt ovenfor kan en ægtepagt regulere, at der i ægteskabet skal være særeje i stedet for formuefællesskab. Der kan eksempelvis aftales særeje for specifikke aktiver, herunder din virksomhed, ligesom der kan aftales særeje for hele din og/eller din ægtefælles formue.
Der findes i dansk ret tre former for særeje; skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje og kombinationssæreje. Valget af særejeformen afhænger af ægtefællernes konkrete behov, herunder hvilke hensyn der er at tage i det pågældende ægteskab, og hvem/hvad der skal sikres med ægtepagten.
Lovændring på vej
Retsvirkningslovsudvalget har for nylig afgivet en betænkning om ægtefællers økonomiske forhold. Betænkningen indeholder blandt andet overvejelser om, hvorvidt ægtefæller fra indgåelse af ægteskabet bør have en vis form for særeje i stedet for det omtalte formuefællesskab.
Såfremt en sådan lovændring bliver en realitet, vil der blive vendt helt rundt i forhold til reglerne, som de er i dag. En eventuel lovændring vil dog formentlig ikke forhindre formuefællesskab, hvor ægtefællerne under ægteskabet erhverver ejendele.
En af tankerne bag forslaget til lovændringen er, at den formue, man havde hver især ved ægteskabets indgåelse, skal være den pågældendes særeje.
Det er dog fortsat uvist, om lovændringen træder i kraft, og i givet fald hvornår dette må ske.
Brug for ægtepagter
En sådan lovændring vil ikke rykke ved det forhold, at mange ægtefæller har behov for en ægtepagt. Uanset en eventuel lovændring bør I allerede nu tage stilling til, hvad der skal være gældende for netop jeres ægteskab.
JURA, Kirsten Laursen, advokat
Den 17. marts 2015