Gaver og lån i familieforhold

En stor pengegave under juletræet kan være en dejlig overraskelse – men tjek lige skattereglerne, da gaven ellers kan betyde en skatteudgift.

I december måned skal der traditionen tro gives gaver – ikke mindst indenfor den nære familie. Dette er som udgangspunkt helt uproblematisk, så længe gavernes værdi holder sig under en vis grænse.

Gaver kan gives afgiftsfrit under visse betingelser. Gaver der gives til nære slægtninge (børn, stedbørn, børnebørn, forældre samt bedsteforældre) kan gives afgiftsfrit, når beløbet ikke overstiger kr. 62.900 (kr. 64.300 i 2018). Et forældrepar kan dermed sammen give op til kr. 125.800 (2017) til et barn uden, at det udløser gaveafgift. Indenfor den nære familie skal der betales 15 % i gaveafgift at det beløb, der overstiger bundgrænsen. Er der tale om en gave til en person, der ikke tilhører den helt nære familie, men dog er omfattet af Boafgiftslovens regler (f.eks. bedsteforældre), er gaveafgiften 36,25 %. Såfremt gaven er givet til en person, der ikke er omfattet af Boafgiftslovens personkreds (f.eks. gaver mellem søskende) vil gavens værdi være almindelig skattepligtig indkomst for modtageren og dermed indgå i beregningen af indkomstskat for den pågældende. Gaver mellem ægtefæller er afgiftsfrie uanset værdien, men gaven kræver ægtepagt for at være gyldig.

Lån i familien
Tilsvarende er det som udgangspunkt uproblematisk at stille lån til rådighed i familieforhold, idet en aftale om lån mellem familiemedlemmer er gyldig som en hvilken som helst anden låneaftale. Eventuelle renter af lånet vil være skattepligtige for långiver og fradragsberettigede efter gældende regler for låntager.

Imidlertid forholder det sig typisk således, at lån i familieforhold etableres uden eller med en meget lav rentesats. Det har i teori og praksis igennem en længere årrække været diskuteret, hvorledes rentefrihed ved et familielån skattemæssigt skulle håndteres. Særligt har der i praksis været anlagt den betragtning, at et rentefrit lån, der måske tilmed afdrages over en længere årrække, alt andet lige er et mindre attraktivt aktiv for långiver og dermed må have en kurs under pari. Der findes derfor eksempler på, at skattemyndighederne har kursfastsat et sådant familietilgodehavende til eksempelvis kurs 80, hvorefter differencen på 20 % er blevet anset som en skattepligtig kursgevinst for långiver, når lånet på et tidspunkt blev indfriet fuldt ud. Samtidig er den kapitaliserede rentefordel (svarende til kursnedslaget) blevet anses som en afgiftspligtig gave for låntager.

Denne praksis er imidlertid ikke blevet håndhævet, når långiver efter gældsbrevets ordlyd kunne kræve lånet tilbagebetalt på anfordring – det vil sige, kunne anmode om tilbagebetaling uden varsel. Der er med andre ord ikke aftalt en nærmere bestemt afdragsprofil for gældsbrevet. I disse situationer anses gældsbrevet for at have en kurs på 100 således, at den ovenfor nævnte betragtning omkring beskatning af en kursgevinst og korresponderende gave for låntager ikke gøres gældende af skattemyndighederne.

Det netop nævnte relaterer sig til ”lån”, der netop er lån i almindelig forstand forstået på den måde, at det beløb, der er stillet til rådighed for eksempelvis et barn, rent faktisk skal tilbagebetales på et tidspunkt. Såfremt det ikke har været parternes hensigt, at beløbet skulle tilbagebetales på noget tidspunkt, stiller tingene sig noget anderledes. I denne situation vil Skat efter almindelig praksis anlægge det synspunkt, at der er givet en gave svarende til hele ”lånebeløbet”. Overstiger beløbet således den ovenfor nævnte beløbsgrænse, skal der betales gaveafgift af differencen.

Spontan gavmildhed
Nu kan det jo være en vanskelig sag for skattemyndighederne at dokumentere, at det faktisk aldrig har været parternes hensigt, at et lån skulle tilbagebetales, hvorved beløbet i realiteten er en afgiftspligtig gave. I visse situationer har Skat imidlertid haft relativt let ved at dokumentere, at det næppe har været parternes hensigt, at lånet skulle tilbagebetales. Der findes således talrige eksempler på gældsbreve i familieforhold, hvor det i teksten er anført, at lånets hovedstol nedskrives med et beløb svarende til det beløb, der i kalenderåret kan gives afgiftsfrit fra f.eks. forældre til et barn. En sådan formulering fortolkes ofte som udtryk for, at gavegiver/forældrene aldrig havde tænkt sig, at lånet skulle tilbagebetales. Denne fremgangsmåde kan således ikke anbefales, såfremt man har noget ønske om at spare afgiftskroner.

Alternativt til på forhånd at have beskrevet, hvorledes gældsbrevets hovedstol nedbringes med årlige gaver, er, at lånet i stedet nedskrives i takt med, at en spontan gavmildhed rammer långiver – ofte en gang årligt.

I det omfang der rent faktisk er tale om spontan gavmildhed, vil der, i hvert fald i teorien, ikke være nogen tvivl om, at nedskrivning af gælden kan finde sted som en afgiftsfri gave, i det omfang man ikke nedskriver med større beløb end det beløb, der årligt kan gives afgiftsfrit.

Det siger dog næsten sig selv, at der er grund til at udvise betydelig forsigtighed, særligt hvis det er et årligt tilbagevendende fænomen, at forældrene nedskriver deres tilgodehavende overfor et barn med præcis det beløb, der kan gives afgiftsfrit i det pågældende år. Som altid er det derfor en god idé at søge nærmere rådgivning, såfremt der skal gives en gave eller etableres et lån i familieforhold, medmindre det naturligvis blot drejer sig om en gave, der ikke er ”større”, end at der er plads under juletræet.

JURA, Carsten Palsgaard, advokat.