Fradragsret for virksomheders lønudgifter

Højesteret har den 30. juni i år i to principelle domme slået fast, at der – stik imod en 100 årig gammel praksis – ikke er hjemmel i skattelovgivningen til at fradrage lønudgifter, der relaterer sig til etablering af ny virksomhed eller udvidelse af en eksisterende virksomhed.

I artikel på dette sted bragt den 23. august 2016 redegjorde jeg for det almindelige princip i dansk skatteret om, at kun udgifter, der kan siges at have en direkte tilknytning til de indkomstskabende aktiviteter i en virksomhed, er fradragsberettigede som driftsomkostninger. Reglen findes i Statsskattelovens § 6, der udtrykker det på den måde, at udgifter, der er afholdt med henblik på at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, er fradragsberettigede som driftsomkostninger. Det er netop indholdet af denne bestemmelse, der var omdrejningspunktet i sagerne for Højesteret.

Driftsomkostningsbegrebet har haft et fast indhold i dansk skatteret i mere end 100 år, og der har så vidt ses ikke på noget tidspunkt været stillet spørgsmålstegn ved, om almindelige lønudgifter var fradragsberettigede som driftsomkostninger. Imidlertid stod denne gamle grundsætning for skud med to afgørelser fra Østre Landsret i juni 2016 i to sammenlignelige sager, der var anlagt af Skatteministeriet mod to pengeinstitutter. Skatteministeriet nedlagde i sagerne påstand om, at lønudgiften til de to pengeinstitutters direktører i en længere periode, hvor disse havde været beskæftiget med opkøb af anden virksomhed, ikke kunne fratrækkes som en driftsomkostning, fordi der ikke i den konkrete sammenhæng var den direkte og umiddelbare tilknytning til de indkomstskabende aktiviteter i pengeinstituttet, som efter Skats opfattelse måtte kræves, for at lønnen kunne fradrages som en driftsomkostning. Heri fik Skatteministeriet medhold, hvorefter afgørelserne blev indbragt for Højesteret, der som nævnt valgte at stadfæste afgørelserne.

Gammel tradition
Der var hermed ændret på en mere end 100 år gammel tradition om, at en virksomheds egne, ordinære lønudgifter altid kunne anses som en fradragsberettiget driftsomkostning. Afgørelserne havde imidlertid implikationer også til andre udgifter end lønudgifter. Det var således en nærliggende tanke, at skattemyndighederne ville gøre sig overvejelser, om ikke også en virksomheds øvrige udgifter, som f.eks. til husleje, kontorhold, administration mv. skulle opdeles i en ikke-fradragsberettiget og en fradragsberettiget del.

Disse bekymringer fra erhvervslivets side har tilsyneladende vundet genhør helt ind i Skatteministeriet, idet Skatteministeriet tilbage i august i år fremlagde udkast til et forslag om indsættelse af en ny bestemmelse i Ligningsloven, hvorved der igen ville blive givet adgang til fradrag for alle virksomhedens lønudgifter mv.. Dette udtrykkes konkret i lovteksten således:

”Ved opgørelse af den skattepligtige indkomst kan fradrages erhvervsmæssige lønudgifter til personer i ansættelsesforhold og erhvervsmæssige udgifter tilknyttet ansættelsesforholdet.”

I forbindelse med fremsættelsen af lovforslaget blev det udtalt, at formålet med lovforslaget er at udvide fradragsretten for virksomhedernes lønudgifter mv. i forbindelse med etablering, indskrænkning eller udvidelse af en virksomhed.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at forslaget i øvrigt har til formål på en enkel og let administrerbar måde at sikre erhvervsvirksomheder fradrag for samtlige lønudgifter mv., uanset om medarbejderen er beskæftiget med virksomhedens løbende, indkomstskabende aktiviteter eller eksempelvis udfører arbejde i forbindelse med udvidelse af virksomheden, f.eks. i form af opkøb af andre virksomheder mv.

Det fremgår endvidere af lovforslagets bemærkninger, at den nye bestemmelse i Ligningsloven også giver adgang til at fradrage såkaldte accessoriske udgifter med tilknytning til ansættelsesforholdet. Lovforslaget nævner i den forbindelse husleje, kaffe!, opvarmning af bygning og rejseomkostninger. Også disse udgifter vil dermed kunne fradrages fuldt ud, uanset om den pågældende medarbejder, der drikker kaffen, er beskæftiget med de direkte indkomstskabende aktiviteter i virksomheden eller udvidelse af den bestående virksomhed.

Også lønudgifter til medarbejdere, der måtte være beskæftiget med overvejelser om indskrænkninger af en virksomheds aktiviteter (eksempelvis frasalg af en del af virksomhedens aktiviteter), nævnes i bemærkningerne til lovforslaget som fuldt fradragsberettigede.

Ro på området
Såfremt lovforslaget vedtages i sin foreliggende form, vil det betyde, at der fremadrettet igen kan falde ro på området omkring virksomheders fradrag for lønudgifter mv., idet der så igen vil være fuldt fradrag for enhver udgift til løn, uanset hvad den pågældende medarbejder har tilbragt tiden med på arbejdspladsen.

Loven forventes at træde i kraft den 1. januar 2018. Det foreslås, at loven skal have virkning fra og med indkomståret 2012. Dette er i sig selv ganske usædvanligt, men har til formål at sikre, at Skat ikke gives adgang til at kræve opdeling af lønudgifter mv. for tidligere år indenfor de almindelige skatteretlige forældelsesfrister.

Afslutningsvist skal bemærkes, at er svært ikke at gøre sig den tanke, at mange ressourcer og måneders usikkerhed kunne have været undgået, såfremt Skat, forinden man valgte at anfægte en 100 årig gammel praksis, havde forhørt sig hos ministeriet, om man fra ministeriets- samt fra politisk side overhovedet anså det for et problem, at der var fradrag for samtlige lønudgifter i en virksomhed. Med fremsættelse af lovforslaget om ”genindførelse” af fuld fradragsret har regeringen udtrykkeligt taget stilling til, at der i det mindste fra regeringens side ønskes adgang til fuld fradragsret for enhver udgift til løn – fradragsretten skal nu blot ikke længere findes i den gamle, velkendte bestemmelse i Statsskatteloven § 6, men nu i en ny indpakning i Ligningslovens § 8 N !

JURA, Ernst Kjærgaard, advokat og Karoline Sander Frid, stud.jur.