En ejeraftale er ikke altid nok
Hvis en af flere ejere volder de andre ulejlighed, skal det koste noget.
I de fleste selskaber, hvor kapitalandelene (aktier eller anparter) er fordelt på flere personer, har ejerne indgået en såkaldt ejeraftale. En ejeraftale, (tidligere kaldet en aktionær- eller anpartshaveroverenskomst) er en aftale mellem ejerne, der regulerer disses indbyrdes forhold som ejere af det pågældende selskab.
Ejeraftaler var ikke reguleret i lovgivningen forud for reformen af Selskabsloven i 2010. I forbindelse med reformen blev den nuværende bestemmelse i Selskabslovens § 82 indført. Det fremgår af denne bestemmelse, at en ejeraftale ikke er bindende for selskabet. Heri ligger, at ejeraftalen netop er en aftale mellem ejerne og dermed ikke en aftale, som selskabet som sådan er deltager i og dermed bundet af.
Misligholdelse
Forestiller man sig eksempelvis, at det fremgår af en ejeraftale, at A og B er forpligtede til at stemme for C’s kandidatur som bestyrelsesmedlem i selskabet, og A og B på den ordinære generalforsamling ikke opfylder denne forpligtelse, vil den selskabsretlige konsekvens være, at C ikke er valgt som bestyrelsesmedlem. Dette har C ingen selskabsretlige sanktionsmuligheder overfor, idet selskabet som nævnt ikke er bundet er ejernes aftale. Derimod vil C have kontraktmæssige beføjelser overfor A og B, som har misligholdt deres forpligtelse overfor C om at stemme for dennes kandidatur som bestyrelsesmedlem. Såfremt C i den forbindelse kan påvise et økonomisk tab, vil A og B være erstatningsansvarlige herfor.
Som det fremgår af det ovenfor anførte eksempel, er der flere forhold, man skal være opmærksom på i forbindelse med ejeraftaler og retsvirkningerne af disse. En anden væsentlig og til tider overset problematik er spørgsmålet om ejeraftalers retsvirkninger i forhold til tredjemand. Det er eksempelvis helt sædvanligt, at det fremgår af en ejeraftale, at en ejers konkurs skal betragtes som misligholdelse af ejeraftalen. I relation til konkurs anføres det næsten undtagelsesfrit i ejeraftaler, at de øvrige ejere tildeles en køberet til den konkursramte ejers kapitalandele i selskabet. Ofte tilføjes det, at køberetten kan udnyttes til en af selskabets revisor fastsat værdi, der skal afspejle kapitalandelenes værdi i handel og vandel, idet en sådan pris dog reduceres med 25%. Tanken er altså, at det skal koste noget at gå konkurs. Noget tilsvarende vil typisk være aftalt vedrørende misligholdelse i øvrig, eksempelvis en ejers misligholdelse af sit ansættelsesforhold i selskabet, som samtidig skal betragtes som misligholdelse af ejeraftalen. Også i denne situation vil det typisk være aftale, at de øvrige ejere har ret til at købe den misligholdende ejer ud – en ret der oftest vil kunne udnyttes til en kurs beregnet af revisor som ovenfor nævnt, reduceret med eksempelvis 25%. Igen er det tanken, at den ulejlighed man har forvoldt skal koste noget.
Spørgsmålet er herefter, om der vil være forskel på muligheden for håndhævelse af ejernes aftale i de to nævnte situationer. I den sidstnævnte situation, hvor en ejer har gjort sig skyldig i misligholdelse, vil der intet være til hinder for håndhævelse af bestemmelsen, idet retsvirkningerne af ejernes interne regulering alene relaterer sig til ejerne selv konkret, at den udtrædende ejer må tåle, at prisen for kapitalandelene reduceres med 25%. Det er imidlertid noget, den pågældende er gået ind til med åbne øjne i forbindelse med sin accept af ejeraftalens ordlyd.
Ulejlighed skal koste
Noget andet gør sig gældende i den anden situation, hvor misligholdelsen relaterer sig til ejerens konkurs. I den situation er den anførte bestemmelse tiltænkt ikke blot at have virkning i forholdet mellem aftaleparterne (ejerne), men derimod også i forhold til konkursboet, der er tiltænkt at skulle tåle, at de øvrige ejere kan købe den konkursramte ejers kapitalandele til 25% under markedsprisen. Herved rammes i realiteten den konkursramte ejers kreditorer. I de fleste tilfælde vil kurator formentlig ikke have større problemer med at acceptere, at de øvrige ejere køber den konkursramte ejers kapitalandele. Dette vil selvsagt være tilfældet, såfremt der ikke umiddelbart findes andre købere til kapitalandelene. Det samme vil være tilfældet vedrørende værdiansættelsen, idet kurators eneste mulighed for at få afsat kapitalandelene formentlig vil være, at tage imod de øvrige ejers tilbud om køb af andelene til favørpris.
Opstår imidlertid den situation, at kurator har en anden køber til kapitalandelene, vil kurator formentlig ikke være forpligtet til at følge ejeraftalens ordlyd og sælge til de øvrige kapitalejere til favørprisen. Såfremt en bestemmelse om køberet til favørpris for de øvrige ejere med sikkerhed skal kunne håndhæves, vil bestemmelsen herom skulle optages i selskabets vedtægter. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at forholdet er beskrevet i parternes ejeraftale.
Udlæg i aktieposten
Noget tilsvarende gør sig gældende i relation til en bestemmelse i en ejeraftale om, at de øvrige ejere har køberet i tilfælde af foretagelse af udlæg i en ejers kapitalandele. Det ses ofte beskrevet på den måde, at selskabet skal godkende et udlæg i en aktiepost. Ingen af delene vil kunne håndhæves overfor en udlægshaver, såfremt forholdet kun er beskrevet i en ejeraftale. Også i denne situation vil det være nødvendigt, at forholdet optages direkte i selskabets vedtægter.
Endelig kan nævnes den situation, at et selskabs ejere har aftalt, at ejernes skal have indbyrdes køberet, såfremt en ejer afgår ved døden. I den situation kan man forestille sig, at en arving ønsker at overtage kapitalandelene i selskabet i strid med ejeraftalens ordlyd. Spørgsmålet er i den forbindelse, om ejeraftalen vil kunne håndhæves overfor dødsboet/den pågældende arving, der ønsker kapitalandelene udlagt som en del af sin arv. Også i denne situation vil den sikre løsning være, at forholdet beskrives direkte i vedtægterne.
JURA, Carsten Palsgaard, advokat.
19. juni 2018