Den nye lov om ægtefællers økonomiske forhold og dens betydning for delingen af ejendom ved skilsmisse

Ny lov om ægtefællers økonomiske forhold
Pr. 1. januar trådte nye regler i kraft vedrørende ægtefællers økonomiske forhold, som øger ægtefællernes frihed til at bestemme over deres formue. Bl.a. kan ægtefællerne give gaver uden gaveægtepagt, aftale sumsæreje eller sumdeling samt bestemme, at gæld skal være særeje. Reglerne indebærer dog samtidigt, at ægtefæller, der har købt hus sammen, kan ende i en uheldig situation i tilfælde af skilsmisse, når friværdien i huset skal deles, hvis en del af huset er betalt med særejemidler – f.eks. fra arv eller gave.

Finansiering af huskøbet er afgørende ved skilsmisse
Hvis udbetalingen på huset er betalt med særejemidler, og resten af huset er betalt med bank- og realkreditlån, bevirker dette, at halvdelen af huset bliver særeje og halvdelen af huset bliver delingsformue, selvom udbetalingen langt fra har udgjort halvdelen af husets pris. Samme problem opstår, hvis udbetalingen er betalt delvist med særejemidler og delvist med midler fra delingsformuen – dog i mindre omfang, da fordelingen her afhænger af, hvor stor en del der betales med midler fra delingsformuen. Det bliver derfor udbetalingen, der afgør, hvor stor en del af huset der bliver særeje. Problematikken kan illustreres med følgende eksempel:

• M og K køber et hus sammen. M betaler udbetalingen på 10 % med dennes særeje.
• M og K optager sammen et lån, med hvilken de betaler de resterende 90 %.
• Ved skilsmisse får M 50 % af husets friværdi, altså den andel han selv ejer, som særeje som følge af, at han har betalt udbetalingen med særejemidler.
• De resterende 50 %, hustruens andel, er delingsformue, og skal fordeles ligeligt mellem ægtefællerne med 25 % til hver. Dette bevirker, at M ender med 75 %, og K ender med 25 % af huset friværdi.

Hvad hvis kun den ene ægtefælle erhverver huset?
Lignende problem opstår, hvis kun den ene ægtefælle køber huset, og indskyder en del af sit særeje, og betaler den resterende del med lån. Her bliver hele huset den pågældende ægtefælles særeje, og den anden ægtefælle får således ikke del i en eventuel værdistigning, selvom begge parter har afdraget på gælden med penge fra delingsformuen. Dog kan den anden ægtefælle, ved deling af fællesformuen, have et reguleringskrav mod sin ægtefælle.  Ligeledes har K i det ovenfor illustrerede eksempel, mulighed for at kræve kompensation efter et reguleringskrav, men praksis for dette er dog indtil nu uafklaret, og vil kræve, at der anlægges sag herom.

Hvordan undgår man situationen?
Begge tilfælde bevirker, at en af ægtefællerne vil føle sig snydt, når formuen skal deles, selvom det aldrig har været ægtefællernes ønske, at fordelingen ikke skulle ske ligeligt. Reglerne finder ikke kun anvendelse ved huskøb, men også ved køb af andre aktiver som f.eks. bil, båd, sommerhus m.v., hvor disse er erhvervet delvist med særejemidler og delvist med midler fra delingsformuen eller delvist med særejemidler og delvist ved låneoptagelse. Problemet kan imidlertid løses ved at indgå en ægtepagt, idet det heri kan bestemmes, hvorledes ægtefællernes aktiver skal fordeles i tilfælde af skilsmisse. Alternativt kan ægteparret vælge at optage et lån, der også dækker udbetalingen og i stedet bruge deres respektive særejemidler til at afdrage på gælden.

Janni Norup, advokat og Kristina Karstensen, stud.jur.
31. oktober 2018