Den nye ferielov
Selvom der er meget nyt i den nye ferielov, der træder i kraft til næste år, så er også meget ved det gamle.
Vi har fået en ny ferielov, der grundlæggende ændrer på den måde, vi optjener og afholder ferie på. Loven træder i kraft d. 1. september 2020, men allerede nu har loven betydning, da overgangsperioden til det nye system startede d. 1. januar i år.
Den mest grundlæggende ændring er overgangen fra forskudt ferie til såkaldt samtidighedsferie. Det betyder, at man efter den nye lov kan afholde ferie i takt med, at denne optjenes, og at ferieåret løber fra d. 1 september til 31. august. Desuden ændres perioden, hvori man kan afholde den optjente ferie; denne forlænges, således at optjent ferie kan afholdes fra 1. september til 31. december året efter. Dette kaldes ferieafholdelsesperioden.
Den væsentligste årsag til ændringen er, at der hidtil har kunnet gå vældig lang tid for nye på arbejdsmarkedet, førend de optjener ret til betalt ferie. Dette kan være i strid med EU-regler, da alle arbejdstagere som udgangspunkt skal have ret til 4 ugers betalt ferie hvert år. Man valgte derfor at nedsætte et ferielovsudvalg, der skulle komme med et forslag til en ny lov.
Selvom der er meget nyt i den nye ferielov, så er også meget ved det gamle. Der ændres således ikke på, at der optjenes 2,08 feriedag for hver måneds ansættelse, lige som eksempelvis reglerne om, hvor meget der skal betales, enten løn under ferie og ferietillæg eller feriegodtgørelse med 12,5 %, er de samme.
En af de nye regler, der indføres med den nye ferielov, er muligheden for at holde såkaldt forskudsferie. Det betyder, at en arbejdstager og en arbejdsgiver kan aftale, at arbejdstageren kan afholde betalt ferie uden først at have optjent ret til betalt ferie. Dette vil eksempelvis komme den arbejdstager, der ikke har optjent ret til betalt ferie og starter på et nyt arbejde d. 1. juni, til gode. Hvis arbejdstageren vil holde 3 ugers sommerferie, så vil ferien som udgangspunkt være selvbetalt, dvs. uden løn. Men med den nye lov kan parterne nu aftale, at arbejdsgiveren betaler for ferien, og at arbejdstageren så optjener den allerede afholdte ferie senere. Hvis arbejdsgiveren skulle være så uheldig, at arbejdstageren fratræder eksempelvis d. 1. oktober, hvor arbejdstageren ikke har optjent det ferie, som hun allerede har afholdt, så kan arbejdsgiveren modregne i den sidste lønudbetaling, og ferieaftalen kommer således ikke arbejdsgiveren til skade.
Smidig overgang
For at gøre overgangen til den nye ferielov så smidig som muligt har man valgt at lave en overgangsordning, der falder i to dele. Første del vedrører den optjente ferie fra 1. januar til 31. august 2019 – i alt 16,64 dage. Den ferie kan afholdes fra 1. maj til 30. september 2020. Dermed er sommerferien næste år sikret! Den næste del vedrører den optjente ferie fra 1. september 2019 til 31. august 2020 – i alt 25 feriedage. Denne del indefryses i en feriefond. D 1. september 2020 overgår vi til samtidighedsferie.
Som nævnt indefryses 25 feriedage i feriefonden. Beløbet kan arbejdsgiver vælge at indbetale straks, hvorefter beløbet forrentes i feriefonden. Arbejdsgiveren kan også vente med at indbetale beløbet, hvis det likviditetsmæssigt er mere fordelagtig for arbejdsgiveren. Arbejdsgiveren kan når som helst vælge at indbetale feriepengene og kan indbetale for medarbejdere enkeltvis, men såfremt arbejdsgiveren indbetaler, skal det fulde beløb for den enkelte medarbejder indbetales. Såfremt arbejdsgiveren venter med at indbetale, så indekseres beløbet og justeres hvert år, således at beløbet forrentes uanset, om det står i fonden eller hos arbejdsgiveren. Skulle arbejdsgiveren gå konkurs, så er feriepengebeløbet omfattet af dækningen ved Lønmodtagernes Garantifond.
Udbetaling af beløb fra feriefonden sker som udgangspunkt, når arbejdstageren forlader arbejdsmarkedet, typisk når vedkommende skal på pension eller rejser til udlandet permanent. Det er som udgangspunkt ikke muligt at få udbetalt fra fonden før, dog gælder der en undtagelse om fondsferiedage. Således kan en arbejdstager, der har optjent mindre end 8,3 feriedage fra 1. januar til 31. august 2019 få udbetalt op til 8,3 dage fra fonden, så vedkommende kan holde betalt sommerferie i 2020.
Med så mange ændringer i måden at afholde ferie på og den forestående overgangsordning er det vigtigt, at både arbejdsgiver og arbejdstager er opmærksomme på, hvad loven betyder konkret for dem. Det er desuden allerede nu, at man skal være opmærksom på ændringerne, så man f.eks. er sikker på, at man har nok ferie til at afholde efterårs- og juleferie i 2020, ellers kan der opstå en række problemer, idet arbejdstageren ikke nødvendigvis har optjent 5 feriedage til brug for efterårsferien 2020.
ÆNDRING: Nicolai Huus, advokat
26. februar 2019