CEO Fraud var skyld i forsømmelse af regnskabschefs pligter og medførte bortvisning
CEO Fraud
Igennem den seneste årrække, har man set en øget fokus på fænomenet CEO Fraud. Begrebet bruges i de tilfælde hvor virksomheder, narres til at udbetale penge, ved at nogen udgiver sig for at være fra virksomhedens ledelse, der henvender sig til en ansat og anmoder vedkommende om at overføre et beløb. Men hvad kræves der af ansatte, i særligt betroede stillinger, når det gælder forhold som CEO Fraud?
Østre Landsret afsagde for nyligt dom om, hvorvidt et firmas bortvisning af den daværende regnskabschef, var berettiget.
Regnskabschefen havde modtaget e-mails fra en person, der udgav sig som den administrerende direktør. Disse e-mails indeholdt instrukser om, at regnskabschefen skulle godkende store overførsler til en engelsk bankkonto. I alt blev der overført 104.900 euro af 4 omgange.
Efter den femte e-mail tog regnskabschefen kontakt til ledelsen, der konstaterede, at meddelelserne var svindel. Ledelsen vurderede, at medarbejderen havde forsømt sine forpligtelser, ved at godkende transaktiionerne. Regnskabschefen blev derfor bortvist med øjeblikkelig virkning.
En bortvisning medfører tab af de rettigheder, som normalt følger ved opsigelse, herunder løn under opsigelsesperioden. Regnskabschefen rejste i den anledning, krav om erstatning.
Landsrettens afgørelse
Flertallet i landsretten fandt ligesom byretten, at regnskabschefens forsømmelser var så grove, at bortvisningen var berettiget.
Landsretten lagde vægt på, at de modtagne mails var mistænkelige bl.a. på grund af stavefejl og desuden var de afsendt fra en anden mailadresse end den, direktøren normalt anvendte. Dette havde regnskabschefen allerede bemærket ved den første overførsel. Dernæst lagde landsretten vægt på, at betalingsanmodningerne var usædvanlige i forhold til den normale forretningsgang i virksomheden. Endelig lagde landsretten også vægt på, at det øvrige personale, der havde godkendt udbetalingsanmodningerne også havde bemærket, at anmodningerne såmistænkelige ud.
Hvad kan der så udledes?
Afgørelsen understreger vigtigheden af, at være årvågen på sin arbejdsplads. Regnskabschefens godkendelser og manglende handlekraft til at give meddelelse til ledelsen berettigede til bortvisning. Forhold såsom CEO Fraud er efter omstændighederne ikke undskyldelige for ansatte. Især ikke særligt betroede ansatte, hvis opgaver blandt andet er at have en kontrolfunktion.
Det er heller ikke nok, blot at følge interne sikkerhedsprocedurer som en formalitet. Hvis medarbejdere ikke opfylder formålet med dem, har de jo ingen effekt. I dette tilfælde skulle regnskabschefens godkendelse sikre at transaktionerne var berettigede.
Nicolai Bødker Huus, advokat
13. marts 2019