Byggeskadeforsikring for forbrugere
Der gælder forskellige krav til tegnelsen af en byggeskadeforsikring for henholdsvis erhvervsdrivende og forbrugere, ligesom reglerne er værd at sætte sig ind i, når det kommer til nyopførelse eller væsentlig ombygning. For at kunne få en byggetilladelse, er det en forudsætning, at der er indhentet et tilbud på en byggeskadeforskring.
Hvad er en byggeskadeforsikring?
En byggeskadeforsikring er en lovpligtig forsikring, der skal tegnes, når en erhvervsdrivende opfører ny helårsbeboelse eller foretager væsentlig ombygning af eksisterende bebyggelse til ny helårsbeboelse.
Reglerne om byggeskadeforsikring findes i Byggelovens kapitel 4A.
Hvis en forbruger opfører et hus som selvbyg eller selv foretager en større ombygning eller renovering skal der ikke tegnes byggeskadeforsikring. Det samme gælder, hvis forbrugeren får opført et hus i fagentreprise – modsat total- eller hovedentreprise.
Når en forbruger i stedet får opført en bolig af en erhvervsdrivende – i total- eller hovedentreprise – bliver den erhvervsdrivende ”bygherre” i forsikringsmæssig henseende.
Forsikringspræmien betales af bygherren – dvs. den erhvervsdrivende – som et engangsbeløb, men det er ikke bygherren, som oppebærer en eventuel forsikringssum. Den sikrede er nemlig den til enhver tid værende ejer af byggeriet i forsikringsperioden. Det betyder, at forsikringen følger med, hvis man sælger sit hus.
En byggeskadeforsikring træder i kraft ved aflevering af byggeriet eller, hvis der ikke sker aflevering, ved indflytning. Forsikringsdækningen omfatter skader, der anmeldes til forsikringsselskabet inden 10 år fra forsikringens ikrafttræden, og forsikringsaftalen kan ikke opsiges i denne periode.
Væsentlig ombygning?
Det er simpelt at konstatere, hvornår der opføres et nyt hus med forsikringspligt. Men hvornår er der egentlig tale om en væsentlig ombygning, der medfører forsikringspligt? Helt generelt finder byggeloven efter sin ordlyd kun anvendelse ved ombygning af og andre forandringer i bebyggelse, som er væsentlige i forhold til bestemmelser i loven eller de i medfør af loven udfærdigede bestemmelser.
Det betyder med andre ord, at der skal gælde flere eller skærpede krav for den ombygning, man foretager, for at der er krav om byggeskadeforsikring.
Eksempelvis kræver almindelig tilbygning, ombygning eller renovering af et parcelhus ikke byggeskadeforsikring, medmindre antallet af beboelsesenheder forøges.
Hvis man derimod etablerer en ny bebyggelse til beboelsesformål, er der pligt til at tegne forsikring, hvis ombygningen er væsentlig. Eksempelvis i det tilfælde, hvor man ombygger en tagetage, der ikke tidligere har været anvendt til beboelse.
Hvilke skader dækker min byggeskadeforsikring?
Forsikringen dækker væsentlige byggeskader på bebyggelsen, der skyldes forhold ved opførelsen af byggeriet. Ved bebyggelsen forstås selve bygningen, rørinstallationer mv. Omvendt er byggeskader på udendørsarealer ikke omfattet, herunder øvrige bygninger med et areal på mindre end 10 m2, garager, skure mv.
Dækningsberettigede skader kan eksempelvis være sætningsskader, der skyldes utilstrækkelig fundering, utætte inddækninger og skotrender, utæt eller fejlplaceret dampspærre, fugtskader på grund af brug af opfugtede materialer osv.
Omvendt er hverken skader der skyldes sædvanlig levetid eller manglende vedligeholdelse eller kosmetiske skader omfattet. Heller ikke knirkende gulve, punkterede termoruder (medmindre der er sket fejl ved monteringen), utæthed eller træk, bagfald i bruseniche, skævheder i gulve og vægge, blafrende undertag osv. – medmindre der er nærliggende risiko for yderligere skade eventuelt på andre bygningsdele.
Byggeskader, der er omfattet af forsikringen, skal udbedres af den professionelle bygherre. Hvis bygherren nægter at hæfte eller være ansvarlig for manglen eller hvis bygherren er gået konkurs, vil forsikringsselskabet sørge for, at skaden udbedres eller at der udbetales erstatning til forbrugeren.
Forsikringsselskabet kan derefter indtræde i et eventuelt krav mod den professionelle bygherre.
Hvis forsikringsselskabet ikke mener, at skaden er dækningsberettiget, kan afgørelsen indbringes for Ankenævnet for Forsikring og derefter på sædvanligvis overgå til behandling ved de almindelige domstole, hvis en af parterne ønsker ankenævnets afgørelse prøvet. Det er forbrugeren, der skal bevise, at den pågældende skade er dækningsberettiget.
Hvad skal jeg gøre, hvis der ikke er tegnet en byggeskadeforsikring?
Det er en forudsætning for at få en byggetilladelse, at der er indhentet et tilbud på en byggeskadeforsikring, men selve forsikringen tegnes ikke allerede på det tidspunkt.
Hvis den erhvervsdrivende ikke har tegnet en byggeskadeforsikring i henhold til loven – dvs. med ikrafttræden ved aflevering eller indflytning, er det en god idé at kontakte en advokat. Byggeriet kan nemlig ikke færdigmeldes ved kommunen, hvis der ikke er tegnet en byggeskadeforsikring. Det betyder, at kommunen ikke udsteder en ibrugtagningstilladelse – og så er det slet ikke lovligt at bo i huset.
Forbrugerens retstilling er væsentlig forringet uden en byggeskadeforsikring, eftersom forbrugeren ikke har adgang til den mere enkle proces og adgang til skadesudbedring eller erstatning fra forsikringsselskabet, hvis der bliver konstateret en alvorlig byggeskade. Manglende byggeskadeforsikring er derfor som klart udgangspunkt en mangel, der berettiger forbrugeren til erstatning,
FORSIKRING: Michaela B. Schæffer Juul, advokatfuldmægtig
27. august 2019