Beskyt dine interesser, når du ikke længere kan det selv
Fremtidsfuldmagter – en ny fuldmagtsform som skal beskytte dine interesser, hvis du ikke længere er i stand til selv at gøre det! En klar forbedring af de hidtil brugte generalfuldmagter og et alternativ til værgemål.
Vi kan alle blive ramt af sygdom eller mental svækket funktion, som gør, at vi ikke kan varetage vores personlige og økonomiske interesser. Med Lov om fremtidsfuldmagter, som trådte i kraft den 1. september 2017, er der nu åbnet op for muligheden for, at vi kan bestemme, hvem der skal varetage vores interesser, hvis vi ikke længere selv kan.
Hvad er en fremtidsfuldmagt
En fremtidsfuldmagt er en ny fuldmagtsform, som gør, at du nu har mulighed for at oprette en fuldmagt, så en anden kan varetage dine personlige og/eller økonomiske interesser, hvis du en dag ikke selv er i stand til det på grund af sygdom eller svækket mental funktion. Den person, som du vælger, skal have fuldmagt, kaldes en fremtidsfuldmægtig.
Du kan vælge én eller flere fuldmægtige, som enten skal varetage dine interesser i forening eller på hver deres område.
Via fremtidsfuldmagten får du altså mulighed for selv at bestemme, hvem du ønsker skal kunne handle og råde på dine vegne. Du får altså lov til at bestemme, hvad der skal ske i fremtiden.
Fremtidsfuldmagten træder først i kraft – og træder kun i kraft – hvis du ikke længere er i stand til at handle på dine egne vegne. Med fremtidsfuldmagten er der således tale om en sikring af din fremtid.
Fuldmægtiges pligter og beføjelser
Den nye lov om fremtidsfuldmagter indeholder en række regler om fuldmægtigens pligter samt en række begrænsninger for udøvelsen af fuldmagten. Dette skal beskytte fuldmagtsgiver – altså dig. Det vil dog i de fleste tilfælde være nødvendigt at tage konkret stilling til, hvad du ønsker, fuldmagten skal indeholde. Dette gælder både, hvis du ønsker, at fuldmægtigen får større eller mindre beføjelser, end hvad der følger af lovens regler.
Ønsker du at udvide fuldmægtigens bemyndigelse, udover hvad der følger af loven, ved eksempelvis at give mulighed for større økonomiske dispositioner over en virksomhed, eller at der skal kunne gives gaver i et større omfang, end hvad der følger af loven, bør du få skrevet din fuldmagt, så den tager højde for de konkrete ønsker, som du har.
Det kan også være, at du ønsker at begrænse fuldmægtigens bemyndigelse enten økonomisk eller personligt, hvilket også forudsætter, at du tager stilling til, om der er dele af loven, du ønsker at fravige.
Det anbefales derfor, at du søger rådgivning hos en advokat, når du skal oprette en fremtidsfuldmagt for at sikre, at indholdet tager konkret højde for dine ønsker.
Nyt system til oprettelse, ikrafttræden og tilsyn
Det har hidtil været muligt at oprette en generalfuldmagt ud fra de almindelige aftaleretlige fuldmagtsregler. Ved en generalfuldmagt bestemmes det, at en pårørende for eksempel skal varetage ens økonomiske og/eller personlige interesser. Der er ved generalfuldmagter ingen krav til offentlig registrering eller nogen regulering af oprettelsen. Dette har blandt andet medført, at der er risiko for misbrug.
Dette er der rettet op på i Lov om fremtidsfuldmagter, da en oprettelse af en fremtidsfuldmagt sker ved, at fuldmagten udarbejdes på Tinglysning.dk. Herefter skal fremtidsfuldmagten vedstås foran en Notar i Retten. Når Notaren har sikret, at du som fuldmagtsgiver er i stand til at handle fornuftsmæssigt ved oprettelsen af fuldmagten, samt sikret, at oprettelsen sker af den pågældende selv, vil Notaren påtegne fuldmagten digitalt.
Fuldmagten får herefter ikke virkning direkte fra oprettelsen. Fremtidsfuldmagten er i stedet en ”hvilende fuldmagt”, som først får virkning, når du som fuldmagtsgiver ikke længere kan varetage dine økonomiske og/eller personlige interesser.
Det er Statsforvaltningen, der efter anmodning fra fuldmægtigen eller fuldmagtsgiveren selv, træffer afgørelse om fuldmagtens ikrafttræden. Ved fuldmagtens ikræfttræden bliver fuldmagten tinglyst i Personbogen og får virkning fra dette tidspunkt.
Efter ikrafttrædelsen fører Statsforvaltningen i et vist omfang tilsyn med, at fuldmægtigen varetager fuldmagtsgivers interesser. Samtidig kan du som fuldmagtsgiver i fremtidsfuldmagten bestemme, at en bestemt person – typisk en revisor, advokat eller en person, som fuldmagtsgiver har tillid til – skal føre tilsyn med de fremtidsfuldmægtige.
De nye regler om oprettelse, ikrafttræden og tilsyn skal således give en bedre retssikkerhed på området og mindske risiko for misbrug af fuldmagten.
Hvem bør oprette en fremtidsfuldmagt?
Alle bør overveje at oprette en fremtidsfuldmagt, idet du så selv er herre over, hvilken person der skal varetage dine interesser, hvis du ikke længere selv er i stand til det. Via fremtidsfuldmagten sikrer du derved, at du har styr på fremtiden, og at du dermed ikke skal være nervøs for, hvad der sker, hvis du en dag pga. sygdom eller mental svækkelse ikke kan varetage dine personlige og økonomiske interesser.
ALDERDOM, Janni Norup, advokat og Sine Andreassen, stud.jur.