Anlægge sagen det rigtige sted og hold øje med forældelse

En konkret sag viser, hvor stor betydning det kan have at være opmærksom på, ved hvilken en instans en sag skal føres.

I december blev der sat punktum for en sag, der har verseret i flere år. LOU Advokatfirma repræsenterede en bygherre, der havde indgået en entrepriseaftale med en entreprenør. Aftalen blev indgået i efteråret 2009 og entreprenøren skulle aflevere arbejdet i sommeren 2011. Ved aftaleindgåelse var Almindelige Betingelser for Bygge og Anlæg af 1992 gældende mellem parterne, også kaldet AB 92. Det er meget sædvanligt i entrepriser, at AB 92 er vedtaget som standardvilkår mellem parterne. AB 92 regulerer bl.a. betaling, sikkerhedsstillelse, tidssfristforlængelse, forsinkelse, mangler, afhjælpning og endelig er der regler i tilfælde af tvister. Bl.a. indeholder AB 92 en bestemmelse om, at tvister ikke skal afgøres ved de almindelig domstole, men en særlig voldgiftsret, der er nedsat til formålet. AB 92 bestemmer, at tvister afgøres ved Voldgiftsnævnet for Bygge og Anlæg. Når dette er vedtaget mellem parterne kan en sag ikke afgøres af de almindelige domstole.

Byggearbejdet gik i gang, og der blev afholdt afleveringsforretning i juli 2011. Efter afleveringsforretning fremsendte entreprenøren endelig slutafregning på arbejdet på kr. ca. 400.000,00. Bygherre var dog ikke enig i fakturaen, idet bygherre mente, at entreprenøren havde overfaktureret visse varer dels havde anført arbejder på fakturaen som reelt ikke var udført. Derfor gjorde bygherre indsigelse mod fakturaen og nægtede at betale denne.

I december 2012 fremsendte entreprenørens advokat et inkassovarsel, idet advokaten anførte, at kravet ville blive forsøgt inddrevet, såfremt der ikke skete betaling. Endnu en gang gjorde entreprenøren indsigelse mod kravet, og der blev afholdt et møde mellem parterne i 2013, der dog ikke resulterede i en løsning.

I starten af juli 2014 indgav entreprenøren stævning mod bygherre og forlangte at sagen blev afgjort ved byretten. Bygherre gjorde indsigelse mod, at sagen kunne føres ved de almindelige domstolene, men begærede i stedet, at sagen skulle afgøres ved Voldgiftsnævnet for Bygge og Anlæg, idet AB 92 var vedtaget mellem parterne, og AB 92 bestemte, at sagen skulle afgøres ved voldgift (der er en privat domstol nedsat til lige netop den enkelte sag). Entreprenøren var ikke enig i dette, og forlangte sagen afgjort ved byretten. I marts 2015 afviste byretten sagen med henvisning til, at sagen rettelig skulle have været anlagt ved Voldgiftsnævnet for Bygge og Anlæg. Derefter valgte entreprenøren at sagsøge bygherre ved Voldgiftsnævnet for Bygge og Anlæg i september 2015.

Sagen er blot den, at der for sådanne krav som udgangspunkt gælder 3 års forældelse, hvilket betyder, at man ikke kan kræve pengene betalt, hvis der går mere end tre år, fra det første tidspunkt, hvor beløbet kunne kræves betalt. Dermed blev entreprenørens eventuelle krav forældet i slutningen af juli 2014. Forældelse kan afbrydes, hvis der anlægges sag. Spørgsmålet var derfor, hvorvidt entreprenøren havde afbrudt forældelsen ved at anlægge retssag i starten af juli 2014 – hvis ikke det blev anset som afbrydelse, ville kravet være forældet, da voldgiftssagen blev anlagt mere en 3 år fra fakturaernes betalingstidspunkt.

Det fremgår af forældelsesloven, at en retssag ikke afbryder forældelse, hvis det er åbenbart for den, der anlægger sagen, at sagsanlægget ikke kan føre til en reel afgørelse af parternes tvist og dermed sagen. I denne sag fandt Voldgiftsretten for Bygge og Anlæg, at det burde have stået entreprenøren klart, at der var indgået en aftale om AB 92, og at entreprenøren dermed burde være fuldstændig klar over, at en tvist skulle afgøres ved Voldgift, og at en retssag ved byretten ikke på nogen måde kunne føre til en realitetsafgørelse af sagen. Derfor fandt Voldgiftsretten, at sagsanlæg ved byretten ikke medførte afbrydelse forældelse, og at kravet derfor var forældet på det tidspunkt, hvor entreprenøren indledte voldgiftssag.

Bygherre blev følgelig frifundet for entreprenørens krav. Det skal supplerende nævnes, såfremt sagen ikke havde været forældet, var bygherre af den opfattelse, at der var mangler ved arbejdet, samt at der var faktureret for mere arbejde end leveret, hvorfor entreprenøren ikke havde krav på betaling. Dette skulle dog dokumenteres ved syn og skøn, og det var derfor væsentligt mindre byrdefuldt for bygherre at få afgjort sagen på dette stadie, hvor der alene skulle tages stilling til spørgsmålet om forældelse.

JURA, Carsten Jensen, advokat og Nicolai Bødker Huus, advokatfuldmægtig.