Vanvidskørsel medførte beslaglæggelse hos leasingselskabet
Vanvidskørsel medførte beslaglæggelse hos leasingselskabet: Højesteret udtalte, at beslaglæggelse af bil hos leasingselskab grundet førerens vanvidskørsel var lovlig. Derudover fandtes det ikke at være i strid med EU-retten eller Menneskerettighedskonventionen.
Sagens problemstilling
Spørgsmålet for Højesteret var, om der var grundlag for at opretholde beslaglæggelsen over for leasingselskabet, som ejer af bilen.
Både byretten og landsretten godkendte beslaglæggelsen efter retsplejelovens § 803, stk. 1 med henvisning til færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt.
Sagens faktum
T blev den 5. april 2021 sigtet for vanvidskørsel, da han havde ført en personbil med 103 km i timen. Hastigheden måtte imidlertid ikke overstige 50 km i timen. Bilen blev beslaglagt med det samme.
Bilen, som T kørte i, var ejet af leasingselskabet A, der havde leaset bilen til selskabet B. Bilen var herefter stillet til rådighed for T’s ægtefælle C. C havde den pågældende aften udlånt bilen til T. T kørte således vanvidskørsel i tredjemands bil.
Retsgrundlaget
Det følger af retsplejelovens § 803, stk. 1, 1. pkt., at der kan ske beslaglæggelse af genstande hos ejeren, såfremt der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres. Spørgsmålet blev derfor, om der var grund til at antage, at bilen burde konfiskeres.
Af færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt. fremgår det, at køretøjet som hovedregel skal konfiskeres ved vanvidskørsel, selvom køretøjet føres af en anden person end køretøjets ejer. Der skal dog ikke ske konfiskation, hvis konfiskationen må anses for uforholdsmæssigt indgribende. Ved den samlede helhedsvurdering skal der navnlig tages hensyn til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en sådan kørsel, og ejerens mulighed for at tage alle rimelig skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen.
Højesterets afgørelse
Højesteret fandt, at beslaglæggelsen kunne ske efter reglerne i retsplejeloven og færdselsloven. Højesteret udtalte, at hverken den danske ordning om konfiskation hos tredjemand generelt eller beslaglæggelsen i det konkrete tilfælde var i strid med EU reglerne om grundlæggende rettigheder eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Højesteret lagde særligt vægt på, at der ikke var oplyst omstændigheder, der gav grundlag for at antage, at selskabet i tilfælde af konfiskation ville lide et økonomisk tab, og at T i byretten havde oplyst, at det ikke ville være umuligt for ham at betale beløbet.
Højesteret tiltrådte derfor, at betingelserne for beslaglæggelse var opfyldt.
Opmærksom på konsekvenserne
Højesterets afgørelse indebærer, at leasingselskaberne samt alle andre, som udlejer eller udlåner deres bil til tredjemand, skal være opmærksomme konsekvenserne for dem, hvis føreren sigtes for vanvidskørsel.
Konfiskationen samt beslaglæggelsen kan dog i visse tilfælde undgås, såfremt konfiskationen må anses for uforholdsmæssigt indgribende. Der stilles i denne forbindelse store krav til ejerens agtpågivenhed, herunder om ejeren har benyttet alle tilgængelige muligheder for at opnå viden om forhold, som kan belyse risikoen for, at køretøjet ville blive anvendt ved vanvidskørsel.
Der lægges også vægt på ejerens økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet. Konfiskation vil dog kun fraviges ud fra dette kriterie, hvis ejeren godtgør, at særlige omstændigheder konkret gør et erstatningskrav illusorisk for eksempel ved førerens død eller konkurs.
Leasingselskaberne må således sørge for at undersøge leasingtageren tilstrækkeligt, både strafferetligt og økonomisk.
Af Janni Norup, advokat og Line Jensen, juridisk praktikant.
Den 20. oktober 2022