Tvist om mangler ved større ingeniørprojekt
LOU Advokater har bistået en underentreprenør i en sag for Vestre Landsret vedrørende en tvist om mangler ved et større ingeniørprojekt, herunder særligt spørgsmålet om nedsættelse af udbedringsomkostninger som følge af egen skyld.
I 2013 antog hovedentreprenøren på et større stålprojekt en underentreprenør til at forestå tegningsarbejderne for stålkonstruktionen. I foråret 2014 blev produktion igangsat på baggrund af underentreprenørens tegningsarbejder, som hovedentreprenøren forinden havde konstateret ikke var færdiggjorte.
Udbedringsomkostningerne var af hovedentreprenøren opgjort til kr. 249.000, men efter et omfattende syn og skøn for byretten forhøjede hovedentreprenøren beløbet til kr. 320.000. Underentreprenøren blev i byretten dømt til at betale kr. 320.000 samt sagsomkostninger opgjort til kr. 217.000. Underentreprenøren mødte uden advokat i byretten.
For Vestre Landsret blev det blandt andet gjort gældende, at hovedentreprenøren ikke kunne få tilkendt større udbedringsomkostninger end egne faktureringer, dvs. maksimalt kr. 249.000. Derudover blev det gjort gældende, at det forhold, at hovedentreprenøren havde igangsat produktion velvidende tegningerne for stålkonstruktionen ikke var færdige, skulle medføre en væsentlig nedsættelse af udbedringsomkostningerne, idet hovedentreprenøren derved havde udvist egen skyld og accepteret en eventuel risiko ved at sende tegningerne i produktion.
Vestre Landsret lagde vægt på, at hovedentreprenøren under hovedforhandlingen for Vestre Landsret forklarede, at det var korrekt, at han var vidende om, at tegningerne endnu ikke var klar til produktion, og at han derfor selv havde forsøgt at sammenstykke dem.
Landsretten nedsatte herefter udbedringsomkostningerne skønsmæssigt til kr. 100.000 med henvisning til, at hovedentreprenøren havde udvist egen skyld. Landsretten bemærkede endvidere, at hovedentreprenørens tab ikke kunne antages at have oversteget kr. 249.000. Endelig ændrede landsretten byrettens omkostningsafgørelse således, at underentreprenøren i stedet skulle betale i alt kr. 100.000 for begge retter.
Ved eventuelle spørgsmål kontakt da gerne advokatfuldmægtig Camilla Moe Thorup på tlf.nr. 40 356 747 eller på mail cmt@lou.dk.