Tre lejeretlige domme fra 2024, som er værd at bemærke
Selv for den erfarne udlejer af fast ejendom, kommer der via retspraksis hele tiden nyt til. Her er et udpluk af domme fra 2024:
Ophævelse af lejemål kunne ske uden fornyet påkrav efter manglende overholdelse af afdragsordning.
Først ser vi på spørgsmålet, om der er krav til fornyet påkrav efter meddelt henstand.
I oktober 2024 afgjorde Østre Landsret, at et lejemål kunne hæves og lejer udsættes, efter at lejer havde misligholdt en afdragsaftale.
Efter udlejers påkrav på grund af misligholdelse med april-lejen havde lejer og udlejer indgået en aftale om betaling af april lejen i 2 rater, den sidste sammen med lejen 1. maj.
Da sidste rate ikke, som aftalt kom 1. maj, kunne udlejer hæve lejemålet uden at fremsende fornyet påkrav.
Det ændrede ikke herpå, at udlejer havde sendt en mail, hvor både sidste rate og maj-lejen blandt andre poster indgik i en udregning af beløbet, der skulle betales pr. 1. maj
Ugiftes ret til at bestemme, hvem der skal fortsætte lejemålet, forudsætter reelt samlivsophør.
Den anden dom omhandler bestemmelsen om lejemålets fortsættelse ved samlivsophør.
Efter 2 års samliv har ugifte samlevende ret til indbyrdes at bestemme, hvem der ved samlivets ophævelse skal fortsætte lejemålet.
I juni 2024 slog Østre Landsret fast, at denne ret forudsætter, at fraflytningen reelt skyldes samlivsophævelse på fraflytningstidspunktet.
Lejekontraktens indehaver fraflyttede for ét år for at arbejde i Frankrig. Parterne opretholdt indledningsvist deres forhold.
Da der ikke var tale om ophør af samlivsforhold, ansås lejekontraktens indehaver for fraflyttet uden aftale med udlejer, og lejemålet kunne af den grund hæves.
Lejer i almen bolig blev pålagt at nedtage ladestander til el-bil opsat uden tilladelse (anket).
Den sidste dom har været omtalt før, men er anket til Højesteret, og vi følger op efter endelig dom.
En lejer i en almen bolig havde opsat ladestander til opladning af el-bil på ejendommens gavl.
Udlejer fik i juni 2024 i Vestre Landsret medhold i, at lejer for egen regning skulle nedtage ladestanderen. Denne kunne ikke betragtes som en ’sædvanlig installation’, som lejere uden tilladelse kan installere.
Landsretten tilføjede, at det ikke ændrede herpå, at elbiler er stadigt mere udbredte i Danmark.
Der blev ikke taget stilling til det forhold, at opsætningen skete uden for lejemålet.
Såfremt du har spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte LOU Advokater på tel. 70 300 500 eller info@lou.dk.