Testamenter kan nu igen underskrives for notaren
Idet samfundet igen er åbnet op efter COVID-19, kan testamenter endnu engang underskrives for notaren. Ligeså kan vidnetestamenter, der er oprettet under rettens nedlukning, konverteres til et notartestamente ved underskrift for notaren. Dette er vores klare anbefaling.
Ved at vælge et notartestamente over et vidnetestamente, opnår testamentsarvingerne en større retssikkerhed. Skulle uheldet være ude, og testamentet bliver anfægtet, adskiller de to testamentsformer sig radikalt fra hinanden. Hvor notartestamentet i sin identitet har en formodning for at være oprettet gyldigt, er det ved vidnetestamenter mere usikkert. Ved tvivlstilfælde vil notartestamentet opretholdes, hvorimod vidnetestamentet risikerer at blive tilsidesat som uvirksom.
Endvidere er det vores klare anbefaling, at du søger juridisk rådgivning ved oprettelse af et testamente fremfor at anvende afkrydsningstestamenter. På den måde opnås en individuel tilpasset rådgivning, når et testamente oprettes ved professionel hjælp. Ved at undlade juridisk rådgivning risikerer man at få lavet noget, der er modsat af det, ens intention var. Dette kan skabe problemer for arvingerne. Brug derfor de ekstra penge på juridisk rådgivning ved oprettelse af et notartestamente.
Janni Norup, advokat og Amalie Marie Madsen, stud.jur.
14. oktober 2020