Sammenligningslejemål i småhusejendomme
Vestre Landsret har for nylig besluttet, at der ikke kunne ske sammenligning mellem rækkehuslignende bebyggelse og etagebyggeri i midtbyen.
Vestre Landsret stadfæstede afgørelsen, hvor Retten i Randers som boligret traf beslutning om, at et småhuslejemål i en rækkehuslignende bebyggelse i Randers udkant ikke var sammenlignelig med tre lejemål beliggende i opgange i Randers midtby.
Sagens faktum var, at det omtvistede lejemål var beliggende i en ejendom med i alt tre lejemål på ca. 120 kvadratmeter hver. Lejemålene var nærmest rækkehuslignende og med adgang til separat have. Lejemålene var sandsynligvis gennemgribende moderniserede. På grund af formuleringen af boligreguleringslovens § 29c, stk. 1, 2 punktum er dette imidlertid uden betydning, da sammenligningsgrundlaget under alle omstændigheder er omkostningsbestemt husleje med tillæg af moderniseringsforhøjelse.
I huslejenævnet blev lejen nedsat fra 731 kr. pr. kvadratmeter til 650 kr. pr. kvadratmeter.
Boligretten tilsidesatte huslejenævnets afgørelse og godkendte den aftalte leje, da lejer herefter ikke havde løftet sin bevisbyrde.
I forbindelse med landsrettens behandling af sagen var der stillet spørgsmål til huslejenævnet om der fandtes sammenlignelige lejemål, hvilket huslejenævnet oplyste var huslejenævnets opfattelse. Huslejenævnet ville dog ikke give oplysning om lejemålenes nærmere beliggenhed. Lejer ændrede i forbindelse med hovedforhandlingens start sin påstand til, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling efter reglen i boligreguleringslovens § 29c, stk. 1, 4. pkt. om skyggebudget. Vestre Landsret stadfæstede imidlertid boligrettens afgørelse.
Sagen blev i Vestre Landsret ført af advokat Kirsten Laursen, LOU Advokatfirma.
Såfremt du har spørgsmål til ovenstående, er du meget velkommen til at kontakte LOU Advokatfirma enten på info@louadvokatfirma.dk eller på tel. 70 300 500.