PFA-begunstigelser
Højesteret afsagde den 3. september 2020 dom vedrørende fortolkning af forsikringslovens § 102 og § 103. Højesteret fandt, at en ændring af hvem der skal anses som en forsikringstagers nærmeste pårørende, må forudsætte en aktiv tilkendegivelse af forsikringstageren og derfor ikke kan ske ved passiv accept.
Sagen vedrørte PFA pensions udbetaling til forsikringstagerens samlever ved forsikringstagerens død. Ved breve til forsikringstageren meddelte PFA, at selskabet bl.a. ændrede definitionen af ”nærmeste pårørende”. Udbetalingen skete med baggrund i, at PFA har fortolket forsikringslovens § 102 og § 103 således, at indsættelse af forsikringstagerens samlever som nærmest pårørende kunne ske ved passiv accept. Forsikringstageren havde i det konkrete tilfælde, efter PFA’s varsling om praksisændring, fortsat sine forsikringsindbetalinger uden at foretage sig yderligere. Denne adfærd var efter Højesterets opfattelse ikke nok til, at PFA kunne udbetale til forsikringstagers samlever ved forsikringstagers død.
Med baggrund i ovenstående praksis fra PFA, vil der formentlig være afsluttede dødsboer, hvor forsikringen, i forbindelse med forsikringstagers død, er udbetalt til den forkerte. PFA pension oplyste i dommen, at praksisændringen var blevet sendt ud til knap 350.000 kunder. PFA’s fejlpraksis vedrører de tilfælde, hvor forsikringstager ikke efterlader sig en ægtefælle, men bor sammen med en samlever i ægteskabslignende forhold. I disse tilfælde skal forsikringssummen retmæssigt gå til forsikringstagers livsarvinger eller øvrige arvinger, medmindre forsikringstager aktivt har angivet sin samlever som nærmeste pårørende.
Praksisændringen er formentlig ikke et unikt foretagende for PFA pension. Der kan således være andre pensionsselskaber, der har fulgt den forkerte praksis, eller som ikke selv mener at være omfattet af Højesterets dom. Pensiondanmark kan nævnes som et eksempel på et selskab, der ikke selv mener at være omfattet af dommen, selvom flere juraeksperter mener, at Pensiondanmark direkte bryder de love og regler, der gælder for begunstigelser af arvinger herved.
På denne baggrund er det derfor som arving vigtigt at sikre sig, hvem der anses for at være begunstiget som nærmeste pårørende. Dette afhænger af, om oprettelsen af forsikringen/pensionsordningen og/eller indsættelsen af den begunstigede er sket før eller efter 1. januar 2008. Vi anbefaler derfor, at afdødes livsarvinger og øvrige arvinger undersøger, hvorvidt forsikringsudbetaling, ved forsikringstagers død, er sket korrekt, desuagtet at dødsboet er afsluttet.
Janni Norup, advokat og Amalie Marie Madsen, stud.jur.
14. oktober 2020