Ny lov om ligedeling af børne- og ungeydelsen fra 2022
Lov om ligedeling af børne- og ungeydelsen:
Folketinget har vedtaget et nyt lovforslag om ligedeling af børne- og ungeydelsen. Det vil sige, at fra og med 1. januar 2022 deles børne- og ungeydelsen som udgangspunkt ligeligt mellem barnets forældre.
Om børne- og ungeydelsen
Børnefamilier har siden 1987 fået den offentlige ydelse, der enten udbetales hvert kvartal eller månedsvis. Ydelsen er også kendt som ungeydelsen eller børnechecken. Børneydelsen udbetales hvert kvartal indtil det kvartal, hvor barnet fylder 15 år. I dette kvartal får man udbetalt et forholdsmæssigt beløb i forhold til, i hvilken måned af kvartalet, barnet fylder 15 år. Efter barnet fylder 15 år, vil ungeydelsen blive udbetalt hver måned.
Den ydelse man som forælder modtager, afhænger af barnets alder, hvor man modtager mest i de første 3 år af barnets liv og mindst i de 3 sidste år, inden barnet fylder 18 år.
Børne-og ungeydelsen vil også blive reguleret efter indkomst, hvilket vil sige, at forældre, der betaler topskat, vil få reduceret deres børne-og ungeydelse. I 2021 er topskattegrundlaget kr. 818.300. Værd at bemærke er dog, at ifølge den nye lov vil en forælders ydelse kun blive nedsat ud fra dennes egen indkomst og ikke ud fra ægtefællens indkomst. Derfor kan du som forælder godt få det fulde beløb af din del af ydelsen, selvom din ægtefælle bliver sat ned vedrørende hans eller hendes del af ydelsen grundet høj indkomst.
Derudover kan man som forældre også blive trukket i børnepenge, hvis der ikke er betalt for daginstitution, da gældsstyrelsen har mulighed for at modregne dette i børne-og ungeydelsen. Ydelsen kan derudover ikke anvendes til anden offentlig modregning end eventuel skyldig børne- og ungeydelse.
Barnets forældre bor sammen
Hovedreglen er efter 1. januar 2022, at der skal ske ligedeling af børne- og ungeydelsen. Denne regel gælder, uanset om du er gift eller ugift samlevende med barnets anden forælder.
Barnets forældre bor ikke sammen
I den situation, hvor barnets forældre ikke bor sammen, afhænger delingen af børne- og ungeydelsen af en række forhold. Først, hvis barnets forældre ikke er bopælsregistret på samme bopælsadresse i CPR i hele perioden fra og med den 19. oktober 2021 til og med den 21. november 2021 er udgangspunktet, at den forælder der i forvejen modtager ydelsen, vil fortsætte med at modtage hele ydelsen.
Ovenstående udgangspunkt kan dog fraviges i en række situationer, der er beskrevet nedenfor:
- Forældrene aftaler, at ydelsen skal deles lige.
- Den anden forælder med en samværsafgørelse eller forlig kan dokumentere, at barnet bor 9 ud af 14 dage hos denne.
- Berettigelsen til ydelsen er mistet. Dette kan fx forekomme ved udrejse af landet.
Ophører samlivet efter den 19. oktober 2021, men inden den 21. november 2021, vil ydelsen som udgangspunkt blive ligeligt delt. Dette kan dog fraviges som beskrevet nedenfor:
- Forældrene aftaler, at den ene forælder skal modtage hele ydelsen.
- Den ene forælder ved en samværsafgørelse kan dokumentere, at barnet bor 9 ud af 14 dage hos denne.
Det kan vi gøre for jer som forældre
Hos LOU Advokater har vi stor erfaring med rådgivning af forældre, der ønsker at lave familieretlige aftaler, herunder udarbejdelse af ægtepagt, testamente og meget mere.
Janni Norup, advokat og Simon Højmark, stud.jur.
Den 11. juni 2021