Ny lejelov pr. 1. juli 2022
Den nye lejelov, der trådte i kraft den 1. juli 2022, skal forenkle og modernisere lejelovgivningen.
Loven er som udgangspunkt en sammenskrivning af lejeloven og boligreguleringsloven. Ændringerne i loven har primært karakter af sproglige præciseringer og strukturelle ændringer.
Der indføres samtidig en ny lov om boligforhold, som har karakter af offentligretlig regulering.
Eksempel på ændringer
Der er indført regler, der har til hensigt at styrke sikkerheden for fremlejetagere. Eksempelvis kan størrelsen af den forudbetalte leje ikke overstige et beløb svarende til den leje, som skal betales i en opsigelsesperiode. For fremleje af enkeltværelser er opsigelsesvarslet 1 måned.
Vedligeholdelses- og forbedringsbegrebet præciseres, men indeholder ingen indholdsmæssige ændringer.
Det er også præciseret, at såfremt lejen nedsættes, skal depositum og forudbetalt leje nedsættes tilsvarende, hvilket lejeren skal have tilbagebetalt.
Derudover er eksempelvis reglerne om småhuse, huslejenævnets kompetence, tilbudspligt samt reglerne om fri lejefastsættelse ændret eller præciseret.
Rådgivning
Spørgsmål til den nye lejelov eller generel rådgivning om lejeret kan rettes til advokatfuldmægtig Camilla Holt Green.