Ny lagerbeskatning vil kunne ramme boliger og erhvervsejendomme
Regeringen og flere andre partier indgik i sidste halvdel af 2020 en politisk aftale om ny ret til tidlig pension, og til at finansiere dette skal der indføres en ny lagerbeskatning af bolig og erhvervsejendomme. Dette kan have økonomiske konsekvenser for selskaber med en ejendomsportefølje på over 100 mio. kr.
Formålet med den nye lagerbeskatningsmodel er, at den skal være med til at finansiere det nye pensionsudspil. Skatteministeriet skønner, at den nye model kan indbringe ca. 850 mio. kr. årligt.
Ifølge de nugældende regler beskattes avancen på en bolig og erhvervsejendom på det tidspunkt, hvor ejendommen sælges. Den nye lagerbeskatningsmodel vil medføre, at ejendomme skal beskattes hvert år af ejendommens eventuelle værdistigning – også selvom ejendommen ikke er solgt.
Beskatningsmodellen vil gælde fra 2023 og for selskaber med en ejendomsportefølje på den anden side af 100 mio. kr. Modellen omfatter ikke ejendomme, der er ejet af fysiske personer samt for selskaber, hvor den samlede portefølje er lavere end 100 mio. kr. Beskatningen vil heller ikke ramme selskabets ejendomme, der i overvejende grad benyttes i selskabets egen drift, som f.eks. kontorer og lager- og produktionsbygninger.
Såfremt et selskab har en ejendomsportefølje på over 100 mio. kr. kan det have økonomiske konsekvenser, hvis man ikke er forberedt på denne lagerbeskatning. Der skal sikres, at der er likviditet i selskabet til at kunne betale denne skat hvert år. Derudover kunne det overvejes, om der er ejendomme der bør sælges fra, så selskabets portefølje kommer under beløbsgrænsen, eller om der er planer om generationsskifte, der bør fremrykkes.
LOU Advokater holder sig opdateret på situationen, og vores erfarne advokater står klar til at yde juridisk rådgivning i forbindelse hermed.
Såfremt du har spørgsmål eller har behov for rådgivning, kan du kontakte os på tlf.: 70 300 500 eller på mail: info@lou.dk.
Jan Toft Olesen, advokat, og Alexander Hoyer Olsen, stud. jur.
Den 10. september 2021