Ny afgørelse om erhvervsdrivendes mulighed for at indbetale på pensioner
Højesteret skulle i afgørelsen tage stilling til, om en erhvervsdrivendes pensionsordning var rimelig.
Udgangspunktet vedrørende deling af pensioner i tilfælde af skilsmisse er, at hvis en ægtefælle har en rimelig pensionsordning, så skal den pågældende ægtefælle ikke dele værdien af den rimelige pensionsordning med den anden ægtefælle.
En af problemstillingerne i sagen var, om mandens indbetalinger på sin pensionsordning i 2011 og 2012 kunne anses for rimelige, da indbetalingerne oversteg det niveau på 18 % af hans årlige indtjening, der måtte anses som sædvanlig indbetaling i dette tilfælde, og som ægtefællerne var enige om. Mandens pensionsindbetalinger for årene 2007 til 2013 lå dog samlet set væsentligt under niveauet på 18 % af hans årlige indtjening, da han ikke havde foretaget nogen indbetalinger til sin pensionsordning i årene 2007 til 2009.
Manden arbejdede som læge, og i årene 2011 og 2012 var han selvstændig erhvervsdrivende.
Der er ved vurderingen af rimeligheden forskel på, hvordan det bedømmes for lønmodtagere og for selvstændig erhvervsdrivende, da der som udgangspunkt ikke stilles de samme krav til indbetalingerne for selvstændig erhvervsdrivende som for lønmodtagere.
Ved vurderingen lagde Højesteret vægt på, om indbetalingerne kunne anses for rimelige ud fra virksomhedens økonomiske forhold. Højesteret bemærkede i den forbindelse, at det forhold, at høje indbetalinger på en pensionsordning, der har til formål at kompensere for manglende eller lave indbetalinger, som udgangspunkt ikke i sig selv gør, at de høje indbetalinger bliver rimelige for hele beløbets vedkommende.
Da de årlige indbetalinger i 2011 og 2012 oversteg niveauet for sædvanlige indbetalinger til pensionsordninger, var det manden, der skulle bevise, at indbetalingerne var rimelige ud fra virksomhedens økonomiske forhold.
Højesteret fandt, at manden ikke havde bevist, at indbetalingerne var rimelige ud fra virksomhedens økonomiske forhold, og den del af pensionsindbetalingerne i 2011 og 2012, der oversteg niveauet for sædvanlige indbetalinger til pensionsordninger, skulle derfor indgå i lige delingen ved ægtefællernes skilsmisse.
Såfremt du har spørgsmål til artiklen, er du meget velkommen til at kontakte LOU Advokatfirma enten på info@lou.dk eller på tel. 70 300 500.