Mange fordringer forældes i 2016/2017
I januar 2008 trådte en ny forældelseslov i kraft. Før den nye lov indtrådte, var det nok at sende en betalingspåmindelse for at afbryde forældelsesfristen. Dette er ikke længere tilstrækkeligt. Med forældelsesloven fra 2008 blev forældelsesfristerne gjort kortere, og der blev samtidig indført nye regler for, hvordan man som kreditor sikrer, at ens krav ikke bliver forældet.
Hvis man før 2008 sendte en betalingspåmindelse til sin skyldner, blev forældelsen forlænget med 10 år. Denne mulighed benyttede mange kreditorer sig derfor af, inden lovens ikrafttræden i 2008. Det vil altså sige, at hvis man i 2006 sendte en betalingspåmindelse til en skyldner, vil fristen løbe til 2016 og dermed blive forældet – med mindre man handler nu! Derfor er det således vigtigt at tjekke op på, hvornår ens krav bliver forældet. Det er ligeledes vigtigt at huske på, at fristen er præcis 10 år fra datoen på betalingspåmindelsen. Det vil sige, at hvis man blot har overskredet med 1 dag, er ens krav forældet.
Har du derfor udsendt en betalingspåmindelse til en skyldner i henholdsvis 2006 eller 2007, skal du reagere nu, hvis du vil undgå at dit krav bliver forældet, og dermed miste retten til at kræve fordringen betalt.
For at afbryde forældelsen efter nugældende lov, er der flere muligheder.
Den første mulighed er, at skyldner skal erkende det skyldige. Dette kan skyldner gøre enten udtrykkeligt eller ved sin handlemåde. Det kan være, hvis skyldner eksempelvis betaler rente eller afdrag, eller hvis skyldner søger om henstand for det skyldige beløb.
Alternativt kan kreditor afbryde forældelsen ved at anlægge en sag ved domstolene, indlevere et betalingspåkrav eller indgive en klage til et klage- eller ankenævn. Kreditor kan også vælge at indgive en anmodning om udlæg hos fogedretten eller at indgive en konkursbegæring på grundlag af fordringen.
Det kræver altså en aktiv handling fra kreditor, i form af én af ovenstående, hvis kravet skal undgå at blive forældet.
Såfremt du har spørgsmål til ovenstående, er du meget velkommen til at kontakte LOU Advokatfirma enten på info@louadvokatfirma.dk eller på tel. 70 300 500.