LOU advokatfirma formidler ekspertise over hele verden
Gennem de seneste år er verdensøkonomien blevet stadig mere åben, og stadig flere virksomheder handler og investerer internationalt.
LOU Advokatfirma, der er et landsdækkende, full-service advokatkontor med kontorer i Randers, Aarhus og København, har været med i denne udvikling og har i flere år bistået såvel danske virksomheder i udlandet som udenlandske virksomheder i Danmark.
»Vi har et internationalt fokus og et stort globalt netværk, som giver os adgang til hurtig og pålidelig bistand over hele verden,« forklarer advokat Carsten Palsgaard
LOU Advokatfirma er endvidere det eneste danske medlem af Geneva Group International (GGI), som er en international sammenslutning af advokater, revisorer og skatterådgivere fra hele verden.
»Det er et verdensomspændende netværk af professionelle rådgivere, som vi samarbejder med, og det gør os i stand til at trække på lokal rådgivning, hvad enten det er i Afrika, Asien eller andetsteds i verden,« forklarer Carsten Palsgaard om GGI, som har medlemmer fordelt på mere end 700 kontorer verden over.
Eneste danske medlem af GGI
Advokat Lars Berg Dueholm, som er daglig leder af LOU Advokatfirmas afdeling i København, uddyber, at LOU Advokatfirma er med i netværket for netop at have mulighed for at levere den bedst mulige rådgivning i internationale sammenhænge.
»Vi kan godt hjælpe med eksempelvis at guide danske klienter til, hvordan man stifter et selskab i en bestemt amerikansk delstat. Men der vil altid være nogle specifikke detaljer, som en lokal advokat eller revisor har langt mere indsigt i, og her kan vi altså trække på de sparringspartnere, vi har i det område,« skitserer Lars Berg Dueholm og fortsætter:
»I og med, at vi er det eneste danske medlem af GGI, er det kun hos os, man får den ekspertise, som vi har mulighed for at trække på fra hele verden på en meget nem måde,« siger han.
Det er således en let tilgang for den virksomhed, der eksempelvis skal begynde at eksportere til et nyt marked i udlandet.
»Hvis virksomheder havde oceaner af tid, kan man jo finde ud af alting selv, men vi tilbyder at formidle den ekspertise, så virksomhederne kan koncentrere kræfterne på andre områder. Det sikrer det rigtige fokus i arbejdet, og derved spares der både tid og penge,« opsummerer advokaten.
Erfaringer samt sprog- og kulturforståelse
De virksomheder, der henvender sig til LOU Advokatfirma, er typisk virksomheder, som er kommet ud over den første start og allerede har etableret sig på det danske marked.
»De har så en ambition om at skabe vækst via eksport, så de kigger ud over landegrænsen og forbereder sig på det næste marked i udlandet. I den del af processen har de behov for ekspertise, og vi kan formidle den ekspertise over hele verden,« siger Carsten Palsgaard.
»Vi kender kulturen i mange lande og har et langvarigt og nært forhold til lokale rådgivere, hvis ekspertise vi kan trække på, når det er nødvendigt,« forklarer Carsten Palsgaard, der bl.a. har arbejdet og uddannet sig i USA – og som derfor har et godt kendskab til såvel det amerikanske retssystem som til amerikansk kultur.
»Sprogkundskaber og kulturel forståelse letter kommunikationen, hvad enten det gælder bistand til danske virksomheder i USA eller til amerikanske virksomheder i Danmark,« siger han og tilføjer, at LOU Advokatfirma desuden er aktivt medlem af flere netværk, som understøtter forretningsmæssige forhold mellem Danmark og USA, heriblandt Danish-American Business Forum.