LOU Advokater erhverver Von Wowern Ejendomsadministration
Michael Von Wowern overdrager den af ham drevne ejendomsadministration til LOU Advokater, der sammenlægger den erhvervede ejendomsadministration med advokatfirmaets eksisterende ejendomsadministration.
Michael Von Wowern udtaler: I forbindelse med et igangværende generationsskifte i min virksomhed stod det klart, at den ejendomsadministration, som jeg har opbygget over en årrække, ikke passede ind i den fremadrettede virksomhed. Det var herefter vigtigt for mig at finde en ny ejer af administrationen, hvor jeg var sikker på, at medarbejderne og kunderne ville få en god behandling. Med overdragelsen til LOU advokater er jeg sikker herpå.
Fra LOU Advokaters side udtales der glæde over udvidelsen, ligesom der ses frem til at byde nye kolleger og kunder velkommen.
I første omgang vil langt hovedparten af kunderne i Von Wowern Ejendomsadministration ikke mærke nogen væsentlig forskel. Langt de fleste vil også efter overdragelsen være betjent af de samme medarbejdere. I enkelte tilfælde vil der blive foreslået ændringer med baggrund i, at der kan opnås en bedre løsning for kunden.
Michael Von Wowern udtaler i den forbindelse: Det er efter min vurdering en fordel for ejendomsadministrationen og kunderne, at der bliver et højere juridisk niveau i direkte tilknytning til administrationen.
LOU Advokaters ejendomsadministration har en lang række samarbejdspartnere, hvilket sammenlægningen ikke ændrer på.
LOU Advokaters ejendomsadministration varetager administration af såvel foreningsejede ejendomme, såsom eksempelvis ejer- og andelsboligforeninger som udlejningsejendomme. Herudover varetages administration af eksempelvis gård- og ejerlaug samt grundejerforeninger.
Overtagelsen sker pr. 1. januar 2025, og fysisk vil sammenlægningen ske hurtigst muligt herefter ved, at Von Wowern Ejendomsadministration flytter ind i LOU Advokaters lejemål i Østergrave 4, Randers.
Efter overtagelsen er der 20 medarbejdere i ejendomsadministrationen. Herudover er der tilknyttet 5 advokater.