Lejer kan ikke længere opkræves refusion for udgifter til Betalingsservice
Højesteret har den 29. juni i år afsagt dom i en sag fra Randers omhandlende en udlejers ret til at kræve særskilt refusion fra en lejer for de PBS-gebyrer udlejeren havde til opkrævning af lejen. Både Boligretten og Vestre Landsret fandt, at udlejeren havde en sådan ret, idet denne havde anvist betaling over PBS og oplyst lejeren i lejekontrakten, at lejeren særskilt ville blive pålagt at refundere udlejers udgifter hertil.
Højesteret underkendte imidlertid dette, idet Højesteret udtaler, at Lejeloven indeholder ufravigelige regler om fastsættelse og regulering af lejen, hvorfor der ikke er adgang til at pålægge lejeren særskilt at dække udlejers normale omkostninger til administration. Højesteret fandt derved, at det kræver en selvstændig lovbestemmelse at kunne pålægge lejeren særskilt at betale administrationsomkostninger.
Højesteret fandt samtidig, at PBS-gebyrer er sædvanlige administrationsomkostninger, hvorfor udlejeren ikke havde ret til at kræve dem betalt ved siden af huslejen.
Afgørelsen behandler alene det spørgsmål, om en udlejer kan pålægge en lejer at betale administrationsomkostninger (i dette tilfælde PBS-gebyrer) ud over huslejen. Således skal dommen ikke tages til indtægt for, at udlejer ikke kan anvise betaling gennem PBS, eller skal give en rabat i huslejen svarende til PBS-gebyret.
Dommen får derfor betydning for de lejemål, hvor udlejeren opkræver gebyrer til PBS betaling, eller kræver tilsvarende administrationsudgifter refunderet ved siden af huslejen.
Såfremt du har spørgsmål til ovenstående, er du meget velkommen til at kontakte LOU Advokatfirma enten på info@louadvokatfirma.dk eller på tel. 70 300 500.