Konkurs og rekonstruktion
Ny statistik fra Danmarks Statistik viser, at der i marts 2023 var 289 aktive virksomheder, der gik konkurs.
Ved konkursen af disse virksomheder mistede en lang række medarbejdere – svarende til 2.222 fuldtidsstillinger – deres job. I løbet af første kvartal gik 5.000 fuldtidsstillinger tabt pga. virksomheders konkurs.
Første kvartal er dermed 63% over gennemsnittet for perioden 2013-2022.
Årsager til konkurs
Baggrunden for konkurserne vurderes at være tilbagebetaling af corona-lån, stigende priser og stigende renter. Særligt byggesektoren, transport- og restaurationsbranchen er hårdt ramt. De stigende renter forventes ligeledes fremadrettet at begrænse byggeriet, ligesom det forventes at restaurations- og detailbranchen ser ind i samme som følge af ændret forbrugeradfærd, også navnlig på grund af stigende priser.
Der er hjælp at hente
Såfremt en virksomhed er presset likviditetsmæssigt eller kan forudse at blive det, opfordres virksomheden til at søge rådgivning.
Indledningsvist skal det vurderes, om virksomheden er levedygtig, hvilket ofte viser sig at være tilfældet. Hvis problemerne er forbigående, kan der med bistand fra advokat og revisor søges en ordning med kreditorerne. Hvis problemerne er større end dette, kan en mulighed være at søge en rekonstruktion af virksomheden. Reglerne herfor blev lempet i 2021. Tidligere var det meget bekosteligt at gennemføre en rekonstruktion, men ændringen af reglen har medført, at det nu er mindre bekosteligt og nemmere kan gennemføres. Selv hvis der ikke er anden udvej end, at virksomheden må gå konkurs, kan det være en mulighed at overdrage virksomheden. Tabene for kreditorerne bliver ofte mindre herved, ligesom arbejdspladser vil kunne bevares.
Særligt om insolvenstilfælde
I insolvenstilfælde kan der være væsentlig risiko for at pådrage sig ansvar, da der helt naturligt findes regler, der skal søge at sikre, at ingen kreditorer forfordeles på bekostning af andre. Det anbefales derfor på det kraftigste at søge rådgivning hos advokat, der arbejder med finansierings- og insolvensret.
Hos Lou Advokater er det muligt at få en indledende samtale om mulighederne, hvis din virksomhed er presset. Denne indledende samtale er uden beregning, hvis vi ikke har mulighed for at hjælpe dig og din virksomhed. Kontakt advokat Jan Toft Olesen på jto@lou.dk eller 70 300 500.
Tirsdag den 25. april 2023.