Kan man lovligt køre bil, selvom man ubetinget er frakendt førerretten grundet spirituskørsel?
Spirituskørsel
Der er tale om spirituskørsel, når man kører eller forsøger at køre et motordrevet køretøj med en alkoholkoncentration i blodet under eller efter kørslen, der overstiger 0,50 promille.
Frakendelse af førerretten
Hvis man kører spirituskørsel, kan der udover bøde, fængselsstraf og ANT-kursus, ske en frakendelse af førerretten. Det sker enten betinget eller ubetinget, og det afhænger af, om alkoholkoncentrationen er under eller over 1,20 promille.
Førerretten frakendes betinget, hvis man har kørt spirituskørsel med en promille på mellem 0,50-1,20. Det betyder, at man skal op til en orienterende køreprøve inden for seks måneder, hvilket består af en teoretisk og praktisk køreprøve.
Førerretten frakendes ubetinget, hvis man har kørt spirituskørsel med en promille på over 1,20.
Alkolåsordningen
Alkolåsordningen blev indført i 2015 som et supplement til de eksisterende sanktioner for spirituskørsel. Såfremt en bilist er blevet frakendt førerretten ubetinget, kan bilisten være omfattet af tilbuddet om en alkolåsordning, hvis de krævede betingelser opfyldes. Med en alkolås er det fortsat muligt at køre bil og eventuelt passe et arbejde, selvom man har fået en ubetinget frakendelse af førerretten.
Har man fået en ubetinget frakendelse af førerretten, skal man naturligvis selv afholde omkostninger til installation og løbende tjek af alkolåsen. De godkendte leverandører af alkolåse finder man på Trafikstyrelsens hjemmeside.
Det følger af færdselsloven, at der både er en frivillig og obligatorisk alkolåsordning. Om bilisten er omfattet af den ene eller den anden ordning afhænger af, hvor høj promillen var, da man kørte spirituskørsel samt om der er tale om gentagelsestilfælde. Derudover er det en betingelse, at man skal gennemføre et ANT-kursus samt bestå en kontrollerende køreprøve, som består af en teoriprøve og en praktisk prøve.
Efter alkolåsperioden er udløbet, kan man ombytte alkolåskørekortet til et almindeligt kørekort. Derudover skal det bemærkes, at alkolåsordningen ikke gælder i udlandet, hvorfor man ikke lovligt kan køre bil uden for Danmarks grænser, i den periode man er omfattet af alkolåsordningen.
Hvad er en alkolås?
En alkolås er en anordning, der består af en styreboks og et håndsæt, som installeres i et køretøj. Forinden bilen kan startes, skal føreren blæse i et mundstykke på håndsættet. Såfremt der måles alkohol over den tilladte grænse, kan bilen ikke starte.
Derudover skal der også pustes i alkolåsen under køreturen på et ubestemt tidspunkt, hvorfor føreren skal holde ind til siden og puste i alkolåsen. Dette for at kontrollere, at føreren ikke drikker alkohol under køreturen.
Alle pust der foretages i mundstykket registreres. Oplysningerne sendes til politiet, som har til opgave at vurdere, hvorvidt tilladelsen til at køre med alkolås skal inddrages, hvis man for eksempel har forsøgt at starte bilen uden at blæse i mundstykket eller på anden måde har forsøgt at manipulere med alkolåsen.
Den obligatoriske ordning
En person er omfattet af den obligatoriske ordning, såfremt man er frakendt førerretten ubetinget, som følge af spirituskørsel med en promille på over 2,00 eller gentagelsestilfælde af spirituskørsel. Man kan dog være omfattet af den frivillige ordning såfremt man ved gentagelsestilfælde havde et andengangstilfælde med en promille på højst 1,20 efter et førstegangstilfælde med en promille på højst 2,00.
Den obligatoriske ordning betyder, at man efter frakendelsestiden skal køre med alkolås i to år. Såfremt man ikke ønsker at benytte sig af ordningen, er det først muligt at generhverve kørekortet, når den to-årige periode er udløbet. Det vil sige, hvis man er frakendt førerretten ubetinget i 3 år og siger nej til ordningen, så er det først muligt at køre bil efter 5 år.
Den frivillige ordning
En person er omfattet af den frivillige ordning, hvis man er frakendt førerretten ubetinget som følge af førstegangstilfælde af spirituskørsel med en promille mellem 1,20 og en promille på højst 2,00 eller andengangstilfælde med en promille på højst 1,20 efter et førstegangstilfælde med en promille på højst 2,00.
Den frivillige ordning betyder, at man kan generhverve sit kørekort, hvis man deltager i alkolåsordningen i selve frakendelsestiden. Personen der er frakendt førerretten, kan selv bestemme, hvornår vedkommende under frakendelsesperioden ønsker at tilmelde sig alkolåsordningen. Man skal køre med alkolås indtil frakendelsesperiodens udløb.
Det er en betingelse for deltagelse i den frivillige alkolåsordning, at man har gennemgået en personundersøgelse. Endvidere skal man være opmærksom på, at man ikke har mulighed for at anvende den frivillige alkolåsordning, såfremt føreren ved kørslen har forårsaget personskade eller fremkaldt alvorlig fare herfor. Om man har fremkaldt alvorlig fare for personskade er en konkret vurdering.
Det kan derfor være lovligt, at køre bil i Danmark, selvom man har en ubetinget frakendelse af førerretten som følge af spirituskørsel.
JANNI NORUP, advokat og MADS SCHWABE, stud. jur.
Den 12. august 2022