Hvornår er et påkrav kommet frem?

Højesteret har nu slået fast, at PostNords ”track and trace” kombineret med en udtalelse fra PostNord-medarbejder er tilstrækkeligt til at godtgøre, at et påkrav er kommet frem til modtageren.

Afklaring af retsstilling med ny dom
Hvornår kan man være sikker på, at et påkrav er kommet frem til modtageren? Indtil for nyligt har retsstillingen været uklar.

Højesteret havde i 2015 (U.2015.3852.H) fastlagt, at der var en formodning for, at påkravet var kommet frem til modtageren den dag, hvor det ved almindelig postgang var blevet afleveret, når det blev sendt med almindelig og anbefalet post – uanset om modtageren afhenter det anbefalede brev.

Østre Landsret bevægede sig i en anden retning end Højesteret. Landsretten fandt i GD 2018/60 Ø, at det ikke var godtgjort, at et påkrav var kommet frem, selvom det var sendt med almindelig og anbefalet post, og påkravets færden kunne følges på ”track and trace”. Begrundelsen herfor var, at det ikke med sikkerhed kunne godtgøres, at brevene var forsøgt afleveret, eller at der skulle være afleveret meddelelse om afhentningsmulighed.

Med sin afgørelse har Højesteret fastslået, at retningslinjerne fra U.2015.3852.H fortsat er gældende således, at PostNords ”track and trace” samt udtalelse fra en PostNord-medarbejder er tilstrækkeligt til at godtgøre, at et påkrav er kommet frem til modtageren. Dette udgangspunkt fraviges alene, hvis eksempelvis postgangen på afleveringstidspunktet ikke er pålidelig.

Sagen kort
En andelshaver (A) betalte ikke boligafgift for januar 2019, og den 11. januar 2019 sendte andelsboligforeningen (A/B) et påkrav om betaling af restance, hvor det tillige fremgår, at manglende betaling efter 14 dage vil medføre eksklusion. Påkravet blev sendt med almindelig og anbefalet post. A betalte ikke restancen inden for fristen, hvorfor A/B ekskluderede A. Den 5. februar 2019 sendte A/B eksklusionsskrivelsen til A, også med almindeligt brev og anbefalet post.

Hovedspørgsmålet i sagen var, om påkravet var kommet frem til A.

Højesteret fandt, at A ikke havde løftet bevisbyrden for, at postgangen hos PostNord i januar 2019 havde været upålidelig. Der blev ved afgørelsen lagt vægt på oplysningerne fra ”track and trace”, PostNord-medarbejderens udtalelse om, at pågældende havde forsøgt at aflevere påkravet samt A’s tilkendegivelse om at have modtaget eksklusionsskrivelsen med almindelig post.

Jan Toft Olesen, advokat og Frederikke Bo Ovesen, stud.jur.
14. oktober 2020