Hvor langt rækker revisorers og bestyrelsesformandens ansvar?
Højesteret satte d. 27. marts 2015 punktum i en spektakulær erstatningssag om 100 mio. kr. Dommen illustrerer, hvor meget der skal til, før revisorer og bestyrelsesformænd er erstatningsansvarlige.
Baggrunden for sagen
Virksomheden Memory Card Technology A/S blev i 2001 erklæret konkurs med et samlet tab på 500 mio. kr. Den tidligere direktør i selskabet blev i landsretten dømt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed over for selskabets pengeinstitutter og blev straffet med fængsel i 6 år.
Direktøren havde selv bogført udokumenterede lagertilgange, og han havde foretaget opskrivninger af varebeholdningerne. Direktøren blev fundet erstatningsansvarlig over for konkursboet.
Herefter var spørgsmålet, om virksomhedens revisorer og bestyrelse burde have opdaget direktørens bedrageri, og om de dermed også var erstatningsansvarlige. Landsretten frifandt bestyrelsen i selskabet men fandt, at revisorerne var erstatningsansvarlige, og de skulle dermed betale 100 mio. kr. i erstatning til konkursboet.
Sagen blev anket til Højesteret for så vidt angik revisorerne og bestyrelsesformanden.
Højesterets afgørelse
Erstatningskravet:
Højesteret udtalte, at et selskab (eller dets konkursbo) kan kræve erstatning, hvis virksomheden fortsættes efter det tidspunkt, hvor den burde have været indstillet eller tilpasset, og selskabet som følge heraf lider et tab, fordi virksomheden giver underskud, eller risici virkeliggøres.
Erstatning i forhold til revisorerne:
Højesteret fandt, at revisorerne havde handlet ansvarspådragende ved ikke at tage forbehold for de værdiansættelser, der var angivet i regnskabet.
Desuden skulle revisorerne have taget forbehold for værdien af et stort tilgodehavende, som selskabet havde mod en debitor, idet størstedelen af kravet var forfaldent, men ikke betalt, og det var tvivlsomt om debitoren kunne betale.