Hvem er ansvarlig for skader forårsaget af huller i vejen?
Der er mange huller i vejene flere steder i Danmark. Er du en af de uheldige, der har lidt skade på grund af et sådan hul eller fordybninger, kan du rent faktisk søge erstatning hos den kommune, hvori den pågældende vej befinder sig.
Dette skyldes, at kommunerne har pligt til jævnligt at tjekke vejene tilstand, da dette er omfattet af den kommunale tilsynspligt. Tilsynspligten skal sikre, at al færdsel kan ske forsvarligt, og at du ikke risikerer, at blive udsat for et uheld på den ene eller andet måde på grund af vejens eller fortovets tilstand.
Der er dog ikke mange, der er bekendte med, at der kan søges erstatning hos kommunerne, hvis du eller dit køretøj kommer til skade på grund af vejens tilstand. Desværre opleves det, at det kan være svært at få udbetalt erstatning fra myndigheden, der har tilsynspligten med vejen. Dette skyldes, at det er op til dig at bevise, at kommunen har lavet en fejl eller forsømt sin pligt til at vedligeholde vejen.
For at du kan få erstatning, er det nemlig ikke nok, at du viser, at der er et hul i vejen. Det vil naturligvis være en rigtig god idé at tage billeder af hullet, så det kan dokumenteres, at hullet er årsag til skaden. Men du skal også bevise, at eksempelvis skaden på bilen skyldes et konkret hul i vejen, at du har kørt efter forholdene, og at kommunen burde have opdaget skaden i vejen. Du skal dokumentere, at kommunen ikke har overholdt sin tilsynsforpligtelse, altså tjekket vejens tilstand jævnligt.
Det er ikke umuligt at få erstatning hos eksempelvis kommunen. Selv om kommunerne ikke har pligt til at udbedre skader, de ikke kender til, er der alligevel en forpligtelse til at holde tilsyn med vejene inden for den pågældende kommunegrænse. Er du således i stand til at påvise, at kommunen tidligere er blevet gjort opmærksom på hullet uden at reparere det, har du muligvis chance for at komme igennem med et erstatningskrav.
Såfremt du har spørgsmål til artiklen, er du meget velkommen til at kontakte LOU Advokatfirma enten på info@louadvokatfirma.dk eller på tel. 70 300 500.