Husk at udnytte muligheden for afdragsfrie gaver i 2016
I 2016 er det afgiftsfrie beløb 61.500,00 kr. Beløbet pristalsreguleres årligt, og kan derfor være anderledes i 2017. Det er dog ikke til hvem som helst, det er muligt at give en sådan afgiftsfri gave. Hvis beløbet skal være skatte- og afgiftsfrit, skal det tilfalde en af følgende persongrupper:
- dine børn – (herunder også adoptivbørn), børnebørn, oldebørn og tipoldebørn,
- dine stedbørn og deres børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn,
- den efterlevende ægtefælle til dit barn eller stedbarn, medmindre denne har giftet sig igen
- dine forældre – herunder også adoptivforældre og stedforældre (ikke plejeforældre)
- dine bedsteforældre,
- personer, som du har haft fælles bopæl med de sidste 2 år, før gaven blev givet. Det kræves blot at gaven gives, mens I bor sammen,
- personer, som du tidligere har boet sammen med i mindst 2 sammenhængende år, men hvor samlivet er ophævet, fordi den ene af jer er flyttet på institution,
- plejebørn, som har haft bopæl hos dig i mindst 5 sammenhængende år. Det er dog en betingelse, at opholdet begyndte, inden plejebarnet var fyldt 15 år, og højst en af plejebarnets forældre må have haft bopæl hos dig sammen med plejebarnet.
Det er ikke muligt at give afgiftsfrie gaver til søskende.
Det beløb der kan gives, er pr. person, hvilket vil sige, at hvis du er gift, kan både du og din ægtefælle give afgiftsfrie gaver. Det betyder, at I tilsammen kan give hvert af jeres børn 123.000,00 kr. afgiftsfrit i 2016.
De afgiftsfrie gaver gælder også mellem ægtefæller, dog i udvidet omfang, men ønsker man at give sin ægtefælle en gave, kræver dette af gyldighedsgrunde en ægtepagt. Reglerne for dette vil blive gennemgået nedenfor.
Det er desuden muligt at give afgiftsfrie gaver til dine børn og stedbørns ægtefæller, dog kun 21.500,00 kr. pr. år i 2016. Det betyder at I tilsammen kan give 43.000,00 kr. i 2016.
Det afgiftsfrie gavebeløb kan gives en gang pr. kalenderår.
Bundfradraget
Det afgiftsfrie gavebeløb kaldes også for bundfradraget. Ved alle gaver der ydes til børn eller børnebørn m.v., hvor beløbet overstiger bundfradraget, skal der betales en gaveafgift på 15 % af det overskydende beløb.
For gaver givet til stedforældre og bedsteforældre er gaveafgiften 36,25 % for de beløb, der overstiger bundfradraget.
Formkrav
Der er ikke nogle formkrav til gaver, der gives under det afgiftsfrie beløb. Det kan dog anbefales, at der oprettes et gavebrev af bevismæssige grunde. Et gavebrev er et skriftligt dokument, der også kan indeholde bestemmelser vedrørende gavebeløbet. Det kan eksempelvis bestemmes, at det beløb der gives i gave, skal være gavemodtagerens særeje, og dermed ikke deles med en eventuel ægtefælle i tilfælde af skilsmisse eller død. Det kan også bestemmes, at gavebeløbet skal være til rådighed for modtageren, også selvom denne er umyndig.
Gavebrevet behøver ikke være langt og omfattende, men bør være formuleret klart og præcist – særligt når der er tale om større beløb.
Gaver mellem ægtefæller
Som tidligere nævnt er det muligt at give din ægtefælle gaver. Gaver mellem ægtefæller er altid afgiftsfrie, og der er således ikke en øvre beløbsmæssig grænse. Dog kræver gaver mellem ægtefæller, at der oprettes en ægtepagt. Udgangspunktet er, at alt andet end det der kaldes lejlighedsgaver, kræver oprettelse af en ægtepagt. Det er ikke muligt at give en præcis beløbsmæssig grænse for, hvornår der er tale om mere end en lejlighedsgave, da det afhænger af den pågældende persons økonomi. En generel regel er, at gaven ikke må stå i væsentlig misforhold til den generelle formue.
Oprettes der ikke ægtepagt ved gaver, der er større end lejlighedsgaver, vil gaven ikke være gyldig, hverken i jeres indbyrdes forhold, eller i forhold til omverdenen, herunder også eventuelle kreditorer.
Konsekvensen af en ugyldigt givet gave er, at en ægtefælle kan kræve den tilbage, for eksempel i forbindelse med separation eller skilsmisse. Arvinger til den afdøde ægtefælle, som har givet en ugyldig gave, kan ligeledes påberåbe sig ugyldigheden, ligesom ægtefællens kreditorer kan påberåbe sig ugyldigheden.
Såfremt du har spørgsmål til ovenstående, er du meget velkommen til at kontakte LOU Advokatfirma enten på info@louadvokatfirma.dk eller på tel. 70 300 500.