Har du fået afvist erstatning efter et trafikuheld på grund af lav hastighed?
Et stigende antal skadelidte oplever, at de får afvist deres krav på erstatning hos deres forsikringsselskab med henvisning til, at påkørslen er sket med lav hastighed. Selvom forsikringsselskabet giver det klare indtryk, at der ikke er nogen mulighed for at opnå erstatning, behøver denne afvisning dog ikke at være definitiv for dig som skadelidte. Det er derfor vigtigt at vide, hvordan man skal forholde sig efter en sådan trafikulykke og en eventuel afvisning fra forsikringsselskabet, samt hvilke muligheder man har for at få erstatning.
Lavhastighedsrapport
Forsikringsselskaberne får oftere og oftere udarbejdet en rapport fra f.eks. firmaet DanCrash. Rapporten indeholder en rekonstruktion og analyse af færdselsuheldet for at vurdere hændelsesforløbet. DanCrash beregner på baggrund af oplysningerne om hændelsesforløbet og skaderne på bilerne hvilken hastighedsændring, skadelidte var udsat for.
Forsikringsselskaberne benytter ofte hastighedsændringen som eneste parameter ved vurderingen af sagen og afviser reelt sagen på baggrund af beregningerne fra DanCrash.
Lavhastighedsskader
Der er ikke nogen undergrænse for hastigheden i forhold til, hvornår der kan tilkendes erstatning. Dette har Retslægerådet lagt til grund. Retslægerådet har fastslået, at der ikke er nogen videnskabelig måde til at fastslå hvilke hastigheder, der kan give hvilke skader.
Piskesmæld
Piskesmæld giver jævnligt anledning til uenighed om årsagssammenhæng og erstatningsudmåling, særligt ved lavhastighedskollisioner. Dette skyldes til dels, at piskesmæld ikke kan påvises af røntgen- eller scanningsbilleder. Der stilles af den grund særlige krav til den nødvendige lægelige dokumentation.
For at sikre den nødvendige lægelige dokumentation er det derfor vigtigt, at du som skadelidte hurtigt efter skadens indtræden bliver tilset af en læge. I den forbindelse bør du sikre dig, at lægen noterer dine gener udførligt. Til trods for flere forsikringsselskabers vurdering er det ikke, jf. Højesteret, et krav, at du har søgt læge inden for 72 timer.
Skadelidt tilkendt erstatning af Vestre Landsret
Vestre Landsret har i slutningen af 2023 afsagt en dom, hvori skadelidte fik tilkendt erstatning til trods for, at påkørslen skete ved lav hastighed, og at uheldet kun medførte begrænsede skader på bilen. Uheldet skete, da en bilist bakkede ind i en holdende bil, hvor skadelidte var passager. Skadelidte pådrog sig i den forbindelse en skade i form af en forvridning af nakken (whiplash). Den bil, som forårsagede uheldet, bakkede ved påkørslen med en beregnet hastighed på højest 10,3 kilometer i timen. Hastighedsændringen for den bil, som skadelidte var passager i, blev beregnet til mellem 4,5 og 6,5 kilometer i timen. Der var således tale om lave hastigheder. Forsikringsselskabet afviste at betale erstatning henset til de beskedne materielle skader på de involverede biler og beregninger af hastighedsændringen. Landsretten fandt det bevist, at A ved ulykken pådrog sig en skade i form af en forvridning af nakken (whiplash). Landsretten bemærkede videre, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at påkørslen skete med lav hastighed, eller at sammenstødet alene medførte en mindre påvirkning.
Dommen giver således en klar indikation om, at der er mulighed for at opnå erstatning til trods for de ovenstående omstændigheder samt en eventuel afvisning fra forsikringsselskabet.
Er du i tvivl om, hvorvidt du har ret til erstatning til trods for en eventuelt afvisning fra dit forsikringsselskab, eller gerne vil have rådgivning i din sag, så kontrakt gerne advokat og partner Camilla Moe Thorup på cmt@lou.dk eller 70 300 500.