Fremtidsfuldmagter: Utilstrækkeligt indhold kan få konsekvenser
Der er en stor stigning i antallet af folk, der sikrer deres fremtid i tilfælde af sygdom eller ulykke ved at oprette en fremtidsfuldmagt. Det betyder desværre samtidig også, at der er en stigning i antallet af fremtidsfuldmagter, som bliver afvist, når de forsøges sat i kraft.
Hvad er en fremtidsfuldmagt?
En fremtidsfuldmagt er en fuldmagt, som man giver på forhånd til en bestemt person, og som kun gælder i tilfælde af, at man mister evnen til selv at tage vare på sine egne økonomiske og/eller personlige forhold, f.eks. hvis man kommer ud for sygdom eller en pludselig ulykke.
Alternativet til en fremtidsfuldmagt er et værgemål.
Falsk tryghed?
Når man opretter en fremtidsfuldmagt, så er det et gyldighedskrav, at den tinglyses. Bagefter skal man til Notaren, og vedstå sig den. Notarens opgave er dog ikke at se på det juridiske indhold af fuldmagten, men derimod at finde ud af, om man er den, man udgiver sig for at være, og om man kan handle fornuftsmæssigt, altså om man er i stand til at oprette en fremtidsfuldmagt.
Det betyder også, at fremtidsfuldmagten først bliver tjekket ordentligt igennem, når den skal aktiveres på Familieretshuset – altså når man har brug for den. På det tidspunkt, er vedkommende der har oprettet den ikke længere ved sin fornufts fulde bruge, og derfor er det heller ikke længere muligt at lave en ny fuldmagt. Det vil sige, at fejlene bliver opdaget for sent.
Hvor mange afvises?
I 2024 skete der ikraftsættelse af 2.221 fremtidsfuldmagter. Herudover skete der i 229 sager delvist ikraftsættelse/delvist afslag på ikraftsættelse. 193 fik afslag og 492 blev henlagt (inklusiv afvisning) (kilde: Familieretshuset).
Der er altså en stor del af fremtidsfuldmagterne, der ikke bliver sat i kraft.
Hvorfor afviser Familieretshuset at sætte fremtidsfuldmagten i kraft?
Der kan ifølge vores erfaring være mange årsager til, at en fremtidsfuldmagt enten afvises helt eller delvist, når Familieretshuset bliver bedt om at aktivere den.
Fx kan den blive afvist, hvis fuldmagtsgiveren ikke klart og tydeligt har beskrevet, hvad den fuldmægtige må på vegne af fuldmagtsgiveren.
Den kan også blive afvist, hvis det fremgår, at den fuldmægtige må give gaver, men at det ikke er nærmere beskrevet, hvor stor gaven må være, eller hvem den må gives til.
Ovenstående grunde er kun få eksempler ud af mange på tilfælde, hvor der kan ske afvisning.
Det er derfor vigtigt at få oprettet fuldmagten korrekt. Der er som nævnt ingen kontrolinstans i forbindelse med selve oprettelsen, og Notarpåtegningen er ikke et gyldighedsstempel på, at fuldmagten kan aktiveres, når der er brug for den.
Vores anbefaling
Vi anbefaler, at man søger juridisk rådgivning, når man opretter en fremtidsfuldmagt. En fremtidsfuldmagt er et for vigtigt dokument til, at der må være fejl i den.
Såfremt du har spørgsmål, eller ønsker at udarbejde en fremtidsfuldmagt, så kontakt meget gerne advokat Janni Norup på jn@lou.dk eller på tel. 70 300 500.