Fremtidsfuldmagter: Lange ventetider hos notarerne kan få alvorlige konsekvenser
I de senere år har der været en kraftig stigning i antallet af mennesker, der sikrer sin fremtid i tilfælde af sygdom eller ulykke, som medfører, at de ikke længere kan varetage deres egne økonomiske og/eller personlige forhold. Dette betyder, at notarerne ved retterne har fået lange ventetider, hvilket kan få alvorlige konsekvenser.
Hvad er en fremtidsfuldmagt?
En fremtidsfuldmagt er en fuldmagt, som du giver på forhånd i tilfælde af, at du skulle miste evnen til selv at tage vare på dine økonomiske og/eller personlige forhold, f.eks. hvis du kommer ud for sygdom eller en pludselig ulykke. Såfremt du aldrig mister evnen hertil, har fremtidsfuldmagten ingen betydning, da den i så fald ikke vil træde i kraft.
I fremtidsfuldmagten vælger du, hvem der skal kunne handle på dine vegne, og du fastsætter rammerne for, hvordan de må det. Det kan f.eks. være, at du blot ønsker, at vedkommende skal varetage dine økonomiske forhold, f.eks. ved at betale dine regninger, men ikke dine personlige forhold, f.eks. beslutninger om lægelig behandling eller plejehjem. Fremtidsfuldmagten kan også indeholde specifikke ønsker såsom, at vedkommende skal have tilladelse til at give bestemte gaver på dine vegne, f.eks. til jul og fødselsdage.
Det er vigtigt, at fremtidsfuldmagten bliver udarbejdet med omhu, så du er sikker på, at dine ønsker for fremtiden bliver opfyldt, da forkerte formuleringer kan føre til, at din fuldmægtig ikke kan træffe bestemte beslutninger. Derfor anbefales det altid, at du kontakter en professionel, som kan hjælpe dig med udarbejdelsen.
Hvorfor er det en god ide at tage stilling til?
Såfremt du havner i en situation, hvor du ikke længere kan varetage dine økonomiske og/eller personlige forhold, vil dine pårørende skulle anmode om, at der etableres et værgemål over dig. Det behøver de ikke, hvis du har en fremtidsfuldmagt, da den giver dem muligheden for at træffe beslutningen sammen med din læge og Familieretshuset.
En fremtidsfuldmagt kan blive afgørende for dine pårørendes mulighed for at hjælpe dig, da Familieretshusets ældste værgemålssager i skrivende stund er indgivet i september 2023, imens deres ældste sager vedr. ikraftsættelse af fremtidsfuldmagter er indgivet i februar 2024. Det er altså flere måneders forskel på, hvornår dine pårørende kan få lov at hjælpe dig.
Lange ventetider ved notaren
De lange ventetider ved notaren kan få alvorlige konsekvenser, f.eks. ved begyndende demens eller pludselig ulykke, da dokumentet ikke er gyldigt, før det er godkendt ved en notar.
Herunder kan du se eksempler på nogle af de aktuelle ventetider hos notarerne:
Aalborg 2 måneder
Viborg 3 måneder
Randers 4 måneder
Grenaa 4,5 måned
Silkeborg 4,5 måned
Aarhus Ingen ledige tider
Er man fritaget for digital post og har intet MitID, så er det Familieretshuset, som behandler oprettelsen af ens fremtidsfuldmagt, og de oplever desværre endnu længere ventetider. I skrivende stund er de ældste fremtidsfuldmagter, de har under behandling, indgivet i maj 2023, dvs. en ventetid op til 1 år. Ventetiden for fremtidige sager afhænger af, hvad/hvilken afdeling mv. den behandles af.
Vores anbefaling
Derfor anbefaler vi, at man får udarbejdet en fremtidsfuldmagt i god tid, da ventetiderne desværre kun bliver længere på nuværende tidspunkt.
Såfremt du har spørgsmål eller ønsker at udarbejde en fremtidsfuldmagt, så kontakt meget gerne Janni Norup på jn@lou.dk eller på tel. 70 300 500.